Dansk vidne til bilangreb i Barcelona - der opstod panik og folk skreg

En varevogn har påkørt flere mennesker i den spanske storby Barcelona, og politiet oplyser, at der er sket dødsfald.

Bevæbnede mænd har udført et angreb på den travle turistgade Ramblaen i Barcelona. Ifølge lokalt politi er der tale om et terrorangreb. 

Gerningsmændene kørte en varevogn ind i adskillige mennesker, der gik på Ramblaen.

Mindst én person er bekræftet dræbt, og mindst 20 personer er kommet til skade.

Den danske studerende Line Nisgaard er på ferie i Barcelona med sin mor, og de opholdt sig tæt på det sted, hvor episoden fandt sted.

- Min mor og jeg kom ud på La Rambla, som er den her store gågade midt i Barcelona, og nåede 30 meter ned ad gaden, da der opstod panik i folkemængden. Folk skreg og løb i den ene retning, siger Line Nisgaard til TV 2.

- Jeg hørte nogle brag af en art, som jeg ikke rigtigt kunne se, hvor stammer fra – om det er et skyderi, eller om det er en varevogn, eller hvad det er.

Kørte op på fortovet

Politiet oplyser, at det er en hvid varevogn, der er kørt op på et fortov og har ramt adskillige.

Tv-mediet RTVE viser billeder af tre personer, der ligger på jorden. Billederne viser, at de bliver hjulpet af politi.

Danske Line Nisgaard fortæller videre:

- Vi søgte så tilflugt inde i en restaurant, hvor vi gennede folk ud i baglokalet. Efter kort tid ankom politiet til stedet. Jeg har snakket med den danske ambassade, der har rådet os til at blive herinde, indtil vi har fået andre meldinger fra det lokale politi.

- En helt almindelig dag

Da hun snakker med TV 2, er det cirka 10 minutter siden, at hun hørte de høje brag.

- Folk er bange og kede af det. Vi føler ikke, at vi får noget information. Vi er en 30-40 stykker her i restauranten, og folk står og snakker om, hvad der er sket. Det er først lige kommet i medierne nu her, fortæller Line Nisgaard.

- Det er en helt almindelig turistet dag i Barcelona med folk på gaden, god stemning, gadesælgere og gademusikere. Der har ikke været noget mistænkeligt overhovedet.

Føreren af bilen er ifølge den spanske avis El Pais flygtet til fods. Avisen citerer en politikilde.

Jeg var ovenpå, og de skød alle folk nedenunder, og det overlevede jeg

Anne Merrild, dansker bosat i Barcelona

Samtidig har den catalanske redningstjeneste skrevet på Twitter, at en hændelse har fundet sted ved Placa Catalunya, og at personer bør undgå at færdes ved pladsen.

Dansk vidne oplevede også terror i Paris

Den danske kunstner Anette Merrild er bosat i Barcelona, og hendes atelier ligger lige ved siden af ramblaen. Hun fortæller til TV 2:

- Det hele er spærret af, og der er helikoptere over området. Det er en skam, fordi Barcelona er en multikulturel by, hvor vi lever side om side. De fremmedarbejdere, der bor i byen – inklusiv mig selv – arbejder meget hårdt. Der er ikke det had mellem hinanden hernede. Så det er selvfølgelig utrolig sørgeligt, at sådan noget rammer Barcelona.

Hun oplevede også terrorangrebet i Paris i november 2015.

- Jeg var ovenpå, og de skød alle folk nedenunder, og det overlevede jeg. Så selvfølgelig rammer det mig hårdt igen. Os der bor i Barcelona har gennem længere tid undgået at opholde os på ramblaen, da det er et oplagt terrormål, fortæller Anette Merrild til TV 2.

Et sårbart område

TV 2's journalist Anne Dyrehauge befinder sig cirka 500 meter fra ramblaen, der nu er blevet afspærret af politiet. Hun fortæller:

- Folk er chokerede, og der er forvirring overalt. Jeg har talt med nogle mennesker, der har oplevet angrebet på anden hånd, og så har jeg selv set nogle videoer på YouTube og Twitter. Det er nogle skræmmende billeder. Ramblaen er et sted, hvor der er rigtig mange mennesker samlet, og derfor er det et sårbart område. Det er en by, der er i chok lige nu.

- Lige nu er der fyldt med journalister, der tager billeder og sidder med deres computere. Der er også rigtig meget politi, og helikoptere i luften. Der er hele tiden folk, som forsøger at komme tættere på, som politiet så pænt må bede om at gå lidt væk. Der er så vidt, jeg har hørt stadig en gidselsituation i området.

Anne Dyrehauge fortæller, at hele metrosystemet i Barcelona er lukket ned.

Danskere i området opfordres til at følge de lokale myndigheders råd og kontakte pårørende, hvis man er ok. 

Man kan kontakte på Udenrigsministeriet på +4533921112, hvis man er i nød. 

Der er ikke oplysninger om sårede danskere, oplyser Borgerservice kort før klokken 19.