Donald Trump

Toppolitikere på stribe undsiger Trump: - Det er sygt

Både partifæller og politiske modstandere har reageret kraftigt på den seneste udmelding fra USA's præsident.

En række fremtrædende demokrater og republikanere tager afstand fra præsident Donald Trumps kommentarer, efter han tirsdag aften skød skylden på både hvide nationalister og venstreorienterede demonstranter efter urolighederne i Charlottesville.

Flere af dem kritiserer præsidenten på de sociale medier for ikke klart at tage afstand fra tilhængere af et hvidt overherredømme.

- Vi må gøre det helt klart. Forestillingen om hvidt overherredømme er frastødende. Disse fordomme er imod alt, hvad dette land står for. Der kan ikke være nogen moralsk tvetydighed, skriver Republikanernes formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, på Twitter.

En anden af de højtplacerede republikanere, Florida-senator og tidligere præsidentkandidat Marco Rubio, går direkte imod præsidenten. I en længere tråd på Twitter skriver han blandt andet, at når en hel bevægelse er bygget på had og vrede mod andre mennesker, så retfærdiggør og fører det til vold mod dem.

- Disse grupper bruger i dag de samme symboler og de samme argumenter som nazister og Ku Klux Klan, grupper, der er ansvarlige for nogle af de værste forbrydelser mod menneskeheden nogensinde.

- Hr. Præsident, du kan ikke lade tilhængerne af hvid overlegenhed kun have en del af ansvaret, skriver Rubio.

Også John McCain, republikansk medlem af Senatet og tidligere præsidentkandidat, stiller sig uforstående over for præsidentens kommentar.

- Der er ingen moralsk sammenhæng mellem racister og amerikanere, der protesterer mod had og fordomme. USA's præsident bør sige det, skriver han.

"Nej. Bare nej"

En 32-årig kvinde blev dræbt og 19 andre såret, da en højrenationalistisk mand i en bil påkørte en gruppe demonstranter i Charlottesville lørdag.

Præsidenten var efterfølgende ude at sige, at begge parter havde skyld i konflikten, og blev siden kritiseret for ikke klart at have fordømt nynazister, medlemmer af Ku Klux Klan og ekstremister i forbindelse med urolighederne.

Det valgte han så at gøre mandag, men tirsdag fastslog præsidenten altså igen, at han mener, at venstreorienterede demonstranter også var voldelige og angreb højrenationalistiske grupperinger under urolighederne.

- Nej, det er ikke det samme. Den ene side er racistisk, fordomsfuld, nazister. Den anden kæmper imod racisme og fordomme. Moralsk forskellige verdener, skriver den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney på Twitter.

Og flere af præsidentens partifæller er enige i kritikken:

- Skyder skylden på begge sider for Charlottesville? Nej. Tilbage til relativisme, når det handler om Ku Klux Klan, nazisympatisører, hvide racister? Nej. Bare nej, lyder det fra Ileana Ros-Lehtinen, republikansk medlem af Repræsentanternes Hus.

- Hvidt overherredømme, fordomme og racisme har absolut ingen plads i vores samfund og ingen - især ikke præsidenten - bør tolerere det, skriver Jerry Moran, republikansk medlem af Senatet.

- Vi må udtrykke os klart mod hadet, racismen og tilhængere af hvidt overherredømme, der har ramt Charlottesville, skriver Rob Portman, republikansk medlem af Senatet. Han fastslår, at reaktionen på hadet ikke må være tvetydig.

Demokrat: Trump støtter racister ved ikke at vælge side

Præsidentens kommentar tirsdag aften faldt på et pressemøde i lobbyen i Trump Tower i New York, og ligesom Trumps partifæller har også de politiske modstandere været hurtige ved tasterne.

Chuck Schumer, der er Demokraternes leder i Senatet, mener, at præsidenten ved at sige, at han ikke tager nogens parti, gør netop dét.

- Når David Duke (hvid nationalist og politiker, red.) og hvide racister jubler over dine kommentarer, så gør du noget meget, meget forkert, forklarer han.

Nancy Pelosi, der er Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, har udsendt denne kommentar:

- Der er kun ét parti, man kan tage, når en gruppe af hvide racister er voldelige og myrder i USA. Det amerikanske folk fortjener en præsident, der forstår det.

Fra andre demokratiske politikere lyder det:

- USA's præsident har lige forsvaret nynazister og skudt skylden på dem, der fordømmer deres racisme og had. Det er sygt, skriver Elisabeth Warren, demokratisk medlem af Senatet.

- Som jøde, som amerikaner, som menneske, ord kan ikke beskrive min væmmelse og skuffelse. Dette er ikke min præsident, skriver Brian Schatz, demokratisk medlem af Senatet.

- En af dem myrdede en ung kvinde i en terrorhandling, og to af vores bedste betjente blev dræbt i en forfærdelig ulykke i forsøget på at beskytte dette samfund. Dette var ikke begge siders skyld, lyder det fra Terry McAuliffe, demokratisk guvernør i Virginia.