Donald Trump

Begge sider bærer skylden i Virginia-uro, siger Trump

Donald Trump taler igen om Virginia-uroligheder. Begge grupper har skylden, siger han endnu en gang.

USA's præsident, Donald Trump, insisterer på, at ikke alle omstændigheder omkring weekendens uroligheder i Charlottesville i Virginia er kendt.

Det sagde præsidenten til reportere i lobbyen i Trump Tower i New York tirsdag aften dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AP.

- De kom mod hinanden med køller. Det var frygteligt at overvære, fortalte præsidenten reporterne, som egentligt var til stede for at overvære Trumps annoncering af sin administrations infrastrukturpolitik.

Trump sagde, at de venstreorienterede demonstranter "angreb den anden gruppe voldeligt".

- Volden kommer fra mange sider

Budskabet minder om en udtalelse, præsidenten kom med umiddelbart efter, at urolighederne havde kostet en kvinde livet. Her sagde han, at volden kom "fra mange sider".

Han blev efterfølgende stærkt kritiseret for ikke klart at have fordømt nynazister, medlemmer af Ku Klux Klan og ekstremister, da han tog afstand fra de blodige uroligheder. Det gjorde han så efterfølgende i en ny udtalelse mandag.

Sammenstødene mellem hvide nationalister og demonstranter startede, da de højreorienterede grupper var samlet i byen for at protestere over fjernelsen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee.

Han var nok den mest væsentlige officer for sydstaterne under den amerikanske borgerkrig.

Journalist: Fuldstændig ekstremt

Ifølge journalist Birgitte Borup i New York er tirsdagens udtalelser fra præsidenten det mest usædvanlige, der er sket, siden han overtog embedet i januar.

- Det, at en præsident på den her måde stiller sig op og omfavner en bevægelse, der har marcheret gennem Charlottesville, mens de har heilet, mens de har råbt jødehadske udsagn, mens de har råbt racistiske udsagn, det er fuldstændig ekstremt set i lyset af den nyere politiske historie i USA, siger hun.

Journalist Birgitte Borup kommenterer på præsident Donald Trumps seneste udtalelser om urolighederne i Charlottesville, Virginia. Video: Mikkel Secher

Hun forklarer, at der altid har været en konsensus omkring, at præsidenter, hvad end de er republikanere eller demokrater, lægger afstand til det yderste højre, netop fordi USA har så smertefuld en historie racemæssigt.

Udtalelserne har allerede haft den konsekvens, at fem af medlemmerne i Donald Trumps jobpanel i Det Hvide Hus har opsagt deres stilling i protest.

Fik amerikanerne den sande Trumps ansigt at se?

Tirsdagens pressemøde i Trump Tower skulle egentligt have handlet om en præsentation af en ny stor infrastrukturplan, men det udviklede sig til et skænderi med pressen, da journalister stillede spørgsmål til urolighederne i Charlottesville.

Ifølge Birgitte Borup fremstod udtalelserne som en impulsiv reaktion fra præsidentens side og ikke planlagt fra Det Hvide Hus.

- Det er også derfor, at det bliver modtaget på den måde, som det gør. Det bliver opfattet bredt som den rigtige Trump, som det, han virkelig mener om den her sag. Folk har her en fornemmelse af, at de har set præsidentens sande jeg, og at den præsident efter langt størstedelen af amerikanernes mening sympatiserer for meget med det alleryderste højre i USA, siger Birgitte Borup.

Hun tilføjer, at Trump har ret i, at der foregik slagsmål i Charlottesville med begge siders deltagelse.

- Men det, han glemmer her, ifølge kritikerne, er, at han står med hele USA’s historie mellem hænderne. Han står med hele deres historie om racediskrimination, han står med det ansvar, der følger med at være moralsk leder for verdens største stormagt, siger hun.