Kommentar: Hvorfor tier Trump, hvor andre tør?

Donald Trumps historie med det yderste højre er kompliceret. Under valgkampen valgte Trump typisk ikke at distancere sig fra de mangeartede og ofte racistiske grupperinger og deres støtte prompte og i klare termer – heller ikke da den tidligere Ku Klux Klan formand David Duke erklærede sin støtte til Trump.

Efter valgsejren tog Trump i et interview med New York Times så afstand fra det alternative højre og udtalte, at han ikke ville give dem for meget opmærksomhed og dermed bekræftelse under valgkampen. Det skete i kølvandet på, at en flok alt-rightere under en tale af Richard Spencer – en af frontfigurerne i alt-right bevægelsen – havde hyldet Trumps valgsejr ved at heile.

I kølvandet på begivenhederne i Charlottesville i weekenden tweetede præsident Trump så, at ”vi må alle stå sammen og fordømme alt, hvad had repræsenterer. Der er ikke plads til denne slags vold i USA.”

Denne vage udmelding, hvor Trump ikke eksplicit nævner det yderste højre, men tier til en vag generalisering, blev mødt med massiv kritik i USA – også fra republikansk side. For ironisk nok har ikke-politikeren, der ellers ynder at kalde en spade for en spade, vist sig mindre klar i spyttet, når snakken er faldet på det yderste højre, end de amerikanske levebrødspolitikere.

Kritikkens hårdhed skyldes også, at lige præcis Trump i årevis har anklaget fremtrædende politikere som Hillary Clinton og præsident Obama for ikke at ville tage ordene ”islamistisk terrorisme” i munden af angivelige hensyn til den politisk korrekte venstrefløjselite i USA. Ifølge Trump kunne man ikke løse terrorproblemet, hvis man ikke startede med at italesætte problemet i sine korrekte termer. Men når det kommer til det yderste højre, har twitterpræsidenten Trump været iøjnefaldende mundlam.

Men hvad skyldes den trumpske tavshed?

Årsagerne er mangeartede ifølge kritikerne. Men én ting er sikkert: Trumps tavshed er en ganske bevidst handling. Hvorvidt den er udtryk for mere end politisk opportunisme, debatteres heftigt.

I den venlige udlægning skyldes Trumps vage udmeldinger og til tider rungende tavshed, at Trump er en populær mand på højrefløjen og ikke går hårdt i rette med folk, der er ham venligstemt. Formuleret i en kærlighedsmetafor kan Trump godt lide avancerne og at blive begæret, selvom han ikke selv nærer følelser for det yderste højre.

I den mindre venlige udlægning er Trump enig i bevægelsens racistiske tankegods, men klog nok til at vide, at man ikke kan turnere offentligt med den slags. Eller igen udtrykt i en kærlighedsmetafor: Trump er faldet for det yderste højre, men kan ikke gøre sin kærlighed offentlig, af frygt for konsekvenserne. Derfor må han dyrke sine følelser i smug og tilkendegive dem ved at tie.

Personligt vurderer jeg, at Trump af politisk opportune muligheder holder igen med kritikken snarere end at være racist. Hvad det i så fald siger om Trumps moralske kompas og politiske kynisme, er så et nyt interessant spørgsmål, der dog må vente til en anden god gang.

I forbindelse med hændelserne i Charlottesville overlod præsidenten det til en anonym embedsmand i Det Hvide Hus at forklare, at præsident Trump selvfølgelig tog afstand fra det yderste højre og dets racistiske sindelag. Ironien i, at en præsident, der har tordnet mod de mange læk i Det Hvide Hus, via et (planlagt) læk får klargjort sin position, er til at få øje på.

Uagtet denne præcisering står vi fortsat tilbage med spørgsmålet, hvor oprigtig Trumps afstandtagen er? Ligeledes ved vi fortsat ikke, hvorfor præsidenten har det så svært med at distancere sig fra det yderste højre. Er det smigreriet eller den forbudte kærlighed?

Det står til gengæld klart, at det yderste højre fortsat instrumentaliserer Trump og flittigt italesætter fortællingen om, at det var dem, der vandt sejren for Trump. Her anført af den tidligere Ku Klux Klan leder David Duke.

Ønsket om begær og beundring er menneskeligt. Men når det kommer til den yderste højrefløj, ville det klæde lederen af verdens mest magtfulde nation at udvise lidt mindre forfængelighed og lidt bedre dømmekraft.