Udland

Trump: Måske var jeg ikke barsk nok over for Nordkorea

Trump melder sig endnu engang klar til at svare hårdt igen, hvis Nordkorea opretholder truslen mod Stillehavsøen Guam.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, skærper fredag retorikken yderligere over for Nordkorea og siger, at hans tidligere advarsel ”måske ikke var barsk nok”.

Tidligere på ugen truede han Nordkorea med "bål og brand", som verden aldrig før har set.

- Nordkorea må hellere tage sig sammen, for ellers havner de i problemer, som kun få nationer nogensinde har været det, siger Trump torsdag på et pressemøde ved et golfresort i New jersey, hvor han holder ferie.

Præsidenten understreger, at han ”selvfølgelig” vil overveje forhandlinger med Nordkorea, men tilføjer, at forhandlinger med Nordkorea har slået fejl de seneste 25 år.

Heller ikke fra nordkoreanernes side er der lagt op til at indgå i forhandlinger med USA.

- Dialog er umulig med én som ham, der er blottet for fornuft, og som er ved at blive senil. Ifølge Nordkoreas missilberedskab vil han kun respektere absolut magt, lød det i en meddelelse, der torsdag blev læst op på nordkoreansk tv.

Nordkorea: Donald Trump er ved at blive senil Video: Søren Søgaard Jensen

Trump: Nordkorea bør være meget nervøse

Med torsdagens udtalelser fortsætter Donald Trump altså med at sætte hårdt mod hårdt over for Nordkorea, der har truet med at affyre missiler mod USA's militærbase på øen Guam i Stillehavet.

Præsidenten fastslår samtidig, at det amerikanske folk bør tage det helt roligt.

- Jeg vil sige jer, at hvis Nordkorea så meget som overvejer et angreb på nogen, vi holder af eller repræsenterer – vores allierede eller os selv – så skal de være meget, meget nervøse.

- Og de bør være meget nervøse. For så vil der ske dem noget, som de aldrig havde troet muligt, siger Donald Trump.

En krig på ord

Stillehavsøen Guam er amerikansk territorium og huser USA's militærbase Anderson Air Force Base, som er den, Nordkorea truer med at angribe om kort tid ved at sende fire missiler af sted samtidig som "en afgørende advarsel til USA".

General Kim Rak Gyom, der er leder af missilkommandoen, oplyste tidligere torsdag, at hæren på ordre fra den nordkoreanske leder Kim Jong-un "for alvor er i gang med at undersøge en plan" om et angreb nær Guam.

- Hvis Guam bliver ramt, så er det et angreb på USA, og så vil det føre til en gengældelsesaktion. Men lad os nu se, om det kommer så vidt. For som vi har sagt mange gange, så er det en krig på ord og farlige formuleringer, siger TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz.

TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, kommenterer Donald Trumps senere kommentarer rettet mod Nordkorea. Video: Mikkel Secher

Han henviser til, at der i øjeblikket ikke er nogen militære oprustninger eller ændringer i de militære planer fra amerikanernes side.

- Derfor er det en retorik, der er kørt af sporet, men ikke en konkret militær trussel, der lurer lige i øjeblikket, siger Jesper Steinmetz.

Alligevel skaber truslerne fra Nordkorea usikkerhed og frygt blandt Guams godt 160.000 indbyggere.

- Vi har været bange siden i går. Lige nu planlægger jeg sammen med familien, hvad vi skal gøre, hvis der sker noget, og hvis der opstår en nødsituation, siger beboeren Kate Quiambao.

Borgerne i Guam forbereder sig på en eventuel missilsending fra Nordkorea. Video: Stine Gliese

Ekspert: Nordkoreanerne har været smarte

På sit pressemøde torsdag fortalte Donald Trump også, at han fortsat mener, at Kina kan foretage sig mere i forhold til Nordkorea, og at han tror, at de vil gøre meget mere.

Netop i denne henseende kan man finde en vis logik bag de nordkoreanske trusler, mener Mikkel Vedby Rasmussen, der er militærekspert og professor ved Københavns Universitet.

Han henviser til, at de er presset af internationale sanktioner, og at Kina i øjeblikket er med til at holde hånden over dem.

- Der har nordkoreanerne været smarte. Ved at udpege Guam som et mål, har de sagt, at de eneste, vi kæmper mod eller kunne forestille os at kaste noget efter, det er amerikanerne, langt ude i Stillehavet, langt væk fra Japan og Sydkorea, forklarer han.

- Dermed har de prøvet at isolere konflikten ved at sige, at det handler om noget mellem dem og USA, og det er præcis det, Beijing gerne vil have, at konflikten handler om. Og på den måde har de leveret til deres store ven, siger Mikkel Vedby Rasmussen.