Udland

En bølge af modstand mod turister skyller lige nu hen over Europa

En bølge af modstand mod turister skyller lige nu hen over Europa. Beboere i storbyerne har fået nok af sommerens invasion af besøgende.

I Barcelona taler den sorte og røde graffiti på muren sit tydelige sprog:

- Hvorfor kalde det turistsæson, hvis vi ikke må skyde dem? står der.

Andre steder i byen hedder det: "Tourist go home", "you are not welcome" og "Gaudi hates you".

Den massive mængde af turister i byen har fået folk til at demonstrere, aktivister til at angribe og overmale en bus og skære dæk op på bycyklerne.

Og Barcelona er langt fra den eneste by, hvor indbyggerne er så trætte af turister, at de ikke længere orker sommerens invasion af besøgende.

Lige nu er en bølge af antiturisme på vej ind over Europa, og det får nu generalsekretæren for verdensturistorganisationen UNWTO, Taleb Rifai, til at slå alarm.

- Det er en meget alvorlig situation, der bør tages meget alvorligt, siger han til den britiske avis The Guardian.

Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, kalder modstanden mod turister for "kortsigtet og indskrænket".

- Det afslører en grænseløs tåbelighed, for turismen udgør 10 procent af vores bruttonationalprodukt. Det giver arbejde til over to millioner mennesker, siger han.

Men selv om turisterne altså betyder både jobs og penge, forhindrer det ikke de lokale i at være trætte af de besøgende.

Rigtig trætte.

I Venedig demonstrerer vrede indbyggere mod mængden af turister. To millioner besøger byen med 55.000 indbyggere hvert år, og nu vil bystyret forbyde, at der kommer flere hotelsenge i byen.

I den kroatiske by Dubrovnik har borgmesteren indført kameraovervågning, så det er muligt at lukke af for turiststrømmen, når den gamle bydel bliver så propfyldt af turister, at de står i kø i gaderne.

I Rom er der indført et picnic-forbud, så turister ikke længere må spise på de populære monumenter som Den Spanske Trappe. Det er også blevet forbudt at sidde på kanten af byens springvand - eller endnu værre: Bade i dem.

En bølge af antiturisme går gennem Europa. Video: Peter Møller

Og på den spanske ø Mallorca er der planlagt en demonstration mod turisme den 17. august.

Her er antallet af turister fra Tyskland og Storbritannien steget med over 10 procent i år. Det viser tal fra øens lufthavn ifølge tv-kanalen Tele5.

Årsagen til den aktuelle modvilje mod turister skal ifølge Duncan McCann, der er researcher ved New Economics Foundation, findes flere steder.

Blandt andet er antallet af turister ved Middelhavet steget på grund af risikoen for terrorangreb og ustabilitet i Nordafrika, fortæller han til The Guardian.

Derudover har internettjenesten Airbnb betydet, at flere tager på korte storbyferier, og det belaster især bymidterne i de større byer.

Oven i det kommer så mængden af turister fra store krydstogtskibe, hvor gæsterne nærmest kan oversvømme bymidterne i de gamle middelalderbyer.