Libysk kystvagt: NGO'er bringer migranter i fare
Både Libyens kystvagt og vestlige NGO’er arbejder med at redde migranter på Middelhavet. Begge bliver beskyldt for at samarbejde med menneskesmuglere.
I havnen i den libyske hovedstad, Tripoli, sidder over 100 mænd. De stammer fra Ghana, Gambia, Senegal, Mali og andre vestafrikanske lande. Det har det til fælles, at de er migranter, og at de tidligt mandag morgen steg om bord i en overfyldt grå gummibåd med kurs mod Europa.
Bag et hus sidder en lille gruppe kvinder og børn. De var også blandt bådens 160 passagerer.
En anden ting, de har til fælles, er, at de aldrig nåede deres mål: Et liv i Europa.
I stedet for at blive reddet i land af et europæisk skib eller en vestlig NGO, blev det nemlig den libyske kystvagt, der kom dem til undsætning, efter de havde tilbragt omkring fire timer på havet. Det betyder, at de i stedet for at ende i Italien ender i et libysk fængsel for migranter.
- Jeg er glad for, at de reddede mig. For jeg vil gerne leve, siger Francis Ozu fra Ghana.
Men han er ikke glad for at være endt tilbage i Libyen. Det var netop situationen i Libyen, hvor mange migranter bliver udsat for vold og udnyttelse, han forsøgte at slippe væk fra.
- Jeg er bekymret over at være tilbage i Libyen, for situationen her er ikke god, siger han.
Han ved ikke, hvad der kommer til at ske med ham nu. Men han håber, at han vil få hjælp til at komme hjem.
Vrede mod NGO’er og EU
Naser Ramadan er kaptajn pĂĄ den bĂĄd, som reddede migranterne i land.
Tidligt mandag morgen fik kystvagten information om, at nogle menneskesmuglere havde sendt en bĂĄd afsted. De ledte efter bĂĄden i fem timer, fandt til sidst de 160 migranter og fik dem i land.
Kaptajnen er vred på de internationale NGO’er, der også arbejder med at redde migranter op af Middelhavet. Havde det ikke været for dem, ville migranterne måske aldrig taget af sted på den farlige rejse, mener han.
- De gør situationen værre hele tiden. Vi har monitoreret de her skibe i lang tid, og vi har fundet ud af, at fordi de er der, er antallet af migranter steget. Det sker, fordi migranterne er sikre på, at der er nogen derude, som er klar til at redde dem, siger han.
PĂĄ den mĂĄde er de skyld i, at sĂĄ mange tager af sted, mener han.
- Hvis disse bĂĄde ikke arbejdede her ved Libyen, ville antallet af migranter falde.
Naser Ramadan fortæller også, at kystvagten har information om, at NGO’erne samarbejder med smuglerne.
EU lader kystvagten i stikken
Samtidig mener han, at EU har ladt kystvagten i stikken.
- Vi arbejder så hårdt for at sikre både EU og Libyens sikkerhed, men vi bliver overladt til os selv. Vi får ikke tilstrækkelig hjælp, siger han.
Han kan ikke forstå, hvorfor EU ikke gør meget mere for at hjælpe.
- Vi føler os fuldstændigt svigtede af EU. EU snakker bare. Men der er ingen handling, lyder kritikken.
Kystvagten er ogsĂĄ med til at sikre Europa, pointerer Naser Ramadan.
- De burde give os nogle ordentlige skibe til at beskytte vores grænser og for at beskytte Europa. Vi er ikke selviske, men Europa behandler os selvisk, siger han.
Hvis ikke vi er der, så dør folk
Det er ikke første gang, at der har været kritik mod NGO’erne i Middelhavet. Allerede i februar udtrykte EU’s grænseagentur, Frontex, bekymring over, at NGO’ernes redningsaktioner skulle motivere flere til at forsøge at tage den farlige tur over Middelhavet.
Kritikken blev ogsĂĄ en del af den danske debat.
- Jeg er meget enig i kritikken. Nødhjælpsorganisationerne skaber større incitament til at tage på den farefulde færd over Middelhavet, og det ser jeg meget kritisk på, sagde Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, i slutningen af juni.
Få dage efter svarede Læger Uden Grænser, som er en af de NGO’er, der arbejder på Middelhavet, i en video på Facebook.
- Vi samarbejder ikke med menneskesmuglere. Vores fokus er at redde liv slet og ret. For hvad gør du som menneske, hvis du har brug for at søge beskyttelse? Du har ikke andet valg end at tage den lange og livsfarlige rejse over Middelhavet, siger sygeplejersken Kamma Skaarup i videoen.
- Nogle siger så, at mennesker ikke vil forsøge at flygte, hvis vi ikke var der. Men det passer ikke. Da der ikke var redningsskibe til stede, flygtede folk også. Og de druknede også. Så siger folk, at vi er en taxaservice for flygtninge og migranter. Jeg vil sige, at vi nærmere har en ambulanceservice. Hvis vi ikke er der, så dør de, fortsætter hun.
Kystvagten er en kompliceret samarbejdspartner
EU er gået i gang med at støtte kystvagten i et vist omfang. Støtte til kystvagten blev nævnt som en af EU’s prioriteter ved et topmøde på Malta i år. Og den Europæiske operation ved navn 'Sophia', der bekæmper menneskesmugling i Middelhavet, har også til opgave at træne kystvagtens personale.
Men det er ikke helt uproblematisk for EU at samarbejde med den libyske kystvagt. Det er nemlig dele af kystvagten som direkte modarbejder EU og den libyske stats mĂĄl om at komme menneskesmugling til livs.
- Der er ikke én samlet libysk kystvagt. Det er en forskellig ting fra by til by. I en by som Misrata er de mere eller mindre professionelle. I andre byer som Sabratha, som er et stor smuglerby, er kystvagten blevet infiltreret af militser – særligt af en familieklan, der også kontrollerer menneskesmuglingen. Så de er både politi og forbrydere på samme tid, siger Mattia Toaldo, der er Senior Policy Fellow med speciale i Libyen i tænketanken European Council on Foreign Relations.
På den måde kan EU ikke være helt sikre på, hvem de samarbejder med, når de støtter den libyske kystvagt. Marc Micallef, der er journalist og arbejder indgående med den libyske smuglerindustri, er enig.
- Vi kan ikke vide, om de penge EU lige nu poster i Libyen ender med at havne i smuglernes lomme eller gavne deres forretning, siger han.
Han synes som udgangspunkt, at det er godt og nødvendigt at samarbejde med libyske partnere, men han er kritisk over for europæisk samarbejde med kystvagten.
- Efter min mening er det en dårlig ide at poste penge og materiel i den libyske. Idéen om at støtte den libyske kystvagt, så den kan overtage det job, der lige nu udføres af en europæisk redningsindsats, har intet at gøre med at redde liv eller forbedre situationen. Det har kun at gøre med at stoppe migranter i at nå til Europa, siger han.
Vil blive ved med at prøve at nå Europa
Tilbage til migranterne på havnen i den libyske hovedstad, Tripoli. Her er de ved at blive flyttet længere ind på havneområdet, hvor en lille bus venter på dem. De kommer gående i en lang række og får besked på at sætte sig i den bagende sol på jorden ved siden af bussen. Ingen gør modstand mod den idé. Måske fordi en libysk vagt står med et AK47-maskingevær ved siden af.
Yderst i flokken af migranter sidder Kevin fra Gambia. Det er anden gang, han bliver taget i at forsøge at rejse med båd til Europa. Han ønsker ikke at oplyse sit efternavn.
- Jeg ville til Europa for at hjælpe min familie. For de forhold vi lever under, er alt for hårde, fortæller han om sin fattige baggrund.
Hans plan var, at han skulle finde arbejde i Europa og sende penge hjem. Og den plan holder han fast i, selvom det koster penge endnu en gang at forsøge at krydse Middelhavet. For ham er det nemlig ikke en mulighed at vende tomhændet hjem.
- Vi har ikke så mange penge der, hvor jeg kommer fra. Men hvis jeg ringer hjem, kan de måske sende penge til, at jeg kan prøve igen. For jeg kan ikke tage hjem sådan her. De har allerede brugt mange penge på, at jeg kunne komme af sted. Så jeg bliver nødt til at blive ved med at prøve, indtil det lykkes for mig, og jeg kan gøre livet nemmere for os alle sammen, siger han.
Ramsui Cabra fra Sierre Leone er derimod klar til at opgive sin europæiske drøm. Han har oplevet for mange grusomheder til at kunne klare mere.
- Vores familie består kun af min mor, mig og min bror. Men nu er der kun mig tilbage, fortæller han. Han har mistet sin far til sygdommen ebola.
Han og hans bror blev taget til fange og spærret inde i Libyen.
- Jeg mistede min bror i fængslet. De tæskede og skød ham. Kun for at få penge fra os. Jeg prøvede at slippe fri, men de kidnappede mig igen. Jeg var seks måneder i fængsel, og jeg fik tæsk hver dag, siger han med en stemme, der knækker og tårer ned ad kinderne.
Nu vil han væk fra Libyen og hjem til Sierre Leone.
- Jeg vil hjem til min mor. Jeg har oplevet meget i Libyen. Nu har jeg været et år og to måneder i Libyen. Jeg har lidt. Jeg var seks måneder i fængsel. Jeg har lidt meget, siger Ramsui Cabra om sine oplevelser i det land, som han i dag er blevet forhindret i at forlade.