Firma køber amerikansk ørkenby - skal indrettes til pot-turister
En næsten forladt ørkenby i Californien skal være cannabis-feriedestination. Byen er blevet købt for fem millioner dollars.
Spøgelsesbyen Nipton i Californiens Mojave-ørken kan snart se frem til meget mere liv.
Det amerikanske firma, American Green Inc., købte i torsdags byen og vil nu lave den til et potparadis, skriver CNN.
Lidt over 31 millioner kroner kostede det firmaet, der udvikler teknologi til dyrkning af medicinsk cannabis, at købe den lille by i det vilde vest.
Ørkenbyen ligger lige ved grænsen til Nevada en times kørsel fra Las Vegas og tre timer fra Los Angeles.
Byen huser 20 mennesker på et areal svarende til lidt over 45 fodboldbaner. De kan se frem til meget mere selskab. Den har i forvejen en lille skole, en enkelt butik og et hotel.
Vil skyde millioner i projektet
Stedet skal ifølge firmaet selv være USA's "første energiuafhængige, cannabis-venlige rekreationsdestination".
Medicinsk cannabis blev lovligt i Californien i 1996, og de besøgende i byen kan nyde mineralske bade og købe marihuana i et økovenligt miljø.
American Green Inc.’s første projekt i byen vil være tapning af vand tilført cannabis. Over de næste 18 måneder vil firmaet investere 15,5 millioner kroner i dyrkning af cannabis og produktion af spiselig marihuana.
På forsøgsbasis i Danmark
I 2018 vil det i Danmark på forsøgsbasis være lovligt for patienter med blandt andet kræft og rygmarvsskader at få ordineret cannabis.
I USA er Californien langt fra de første til at lovliggøre cannabis på recept. I alt har 29 stater lovliggjort medicinsk marihuana.
Markedet for lovlig cannabis er i stor vækst. I 2016 var markedet vurderet til at være 7,2 milliarder dollars værd, og det forventes at stige med 17 procent om året, skriver Forbes.
Derfor er det også en industri, der skaber jobs. Det forventes, at marihuanaindustrien vil skabe mere end en kvart million jobs i USA indtil 2020.