Tidligere EU-chef frygter for Storbritanniens liv
Uden en Brexit-aftale begår Storbritannien selvmord, mener tidligere EU-chef. Det er ikke en god idé med endnu en folkeafstemning i UK, lyder det.
- Storbritannien begår økonomisk selvmord, medmindre landet er villig til at gå på kompromis for at nå frem til en brexit-aftale.
Sådan lyder advarslen fra tidligere formand for EU-Kommissionen og forhenværende premierminister i Italien, Romano Prodi.
Ifølge Romano Prodi har forhandlingerne om Storbritanniens vej ud af EU gjort meget små fremskridt, og han anbefaler derfor begge parter til at gå på kompromis, skriver The Guardian.
Flere nævner ny afstemning
Romano Prodi, der er økonom, har flere gange hørt tale om endnu en folkeafstemning, men det kan ifølge den tidligere EU-chef have alvorlige konsekvenser for resten af Europa.
- Det er grunden til, at jeg mere og mere tror på, at der skal nås et kompromis. Og ikke gentage en folkeafstemning, som det bliver nævnt oftere og oftere i private samtaler. Jeg tror, det er umuligt eller meget svært, men der skal findes et kompromis for at undgå et selvmord, siger han.
Årsagen til det stærke sprogbrug bunder ifølge Romano Prodi i de konsekvenserne, det vil have for Storbritannien, hvis ikke en ordentlig aftale kommer i hus.
Forventes ude i 2019
Den 23. juni sidste år stemte briterne for et farvel til EU. Onsdag den 29. marts i år meddelte Storbritannien officielt EU, at det vil melde sig ud af samarbejdet. EU-chefforhandler Barnier og den britiske chefforhandler, brexitminister, David Davis, begyndte mandag den 19. juni de formelle forhandlinger om den britiske exit fra EU.
Efter anden runde af exit-forhandlinger sagde EU's chefforhandler, Michel Barnier, at den britiske regering må fremlægge et udspil om, hvad den er parat til at acceptere af økonomiske forpligtelser over for EU i forbindelse med landets exit fra samarbejdet.
- Klarhed over den britiske position er fuldstændig afgørende for, at vi som forhandlere kan gøre tilstrækkelige fremskridt på dette økonomiske emne, der ikke kan adskilles fra andre emner, siger Michel Barnier.
Han påpeger, at forhandlerne har brug for overblik over positionerne for at være i stand til at finde kompromiserne.
- Vi kan ikke gøre noget uden at have det overordnede billede, siger han.
EU vil have Storbritannien til at betale sin del af de økonomiske forpligtelser, som landet selv har været med til påtage som medlem af EU.
Storbritannien ventes at forlade EU-samarbejdet den 29. marts 2019.