Udland

Hundreder venter i libysk migrantfængsel: - Min familie ved ikke, om jeg er død eller levende

- I Libyen har vi udfordringer nok selv. Hvordan skal vi kunne hjælpe disse migranter?, spørger fængslets opsynsmand. Han vil have hjælp fra EU.

En af de første ting, der slår én, når man besøger det store detentionscenter i den centrale del af den libyske hovedstad, Tripoli, er lugten. Lugten af mange mennesker på lidt plads i høj varme. Lugten af mennesker, der ikke har kunnet komme i bad i flere dage.

Den anden ting, man lægger mærke til, er antallet af mennesker og manglen på plads.

Når man kommer ind i centret skal man først igennem en tung gitterport, som er forsvarligt låst. Så træder man ind i en lille overdækket gård. I gården sidder, ligger og står hundredevis af mænd, der ser ud til primært at stamme fra Afrika syd for Sahara. Til venstre er en stor hal. I hallen er hver en kvadratmeter dækket af menneskekroppe.

Her ender mange af de migranter, der drømmer om at rejse gennem Libyen og videre over Middelhavet til Europa.

Landets bedste center

I Libyen bliver illegale migranter smidt i såkaldte detentionscentre. Her kan man blive spærret inde uden rettergang, hvis man opholder sig i landet uden de rigtige papirer. Det er også her, men som migrant bliver taget hen, hvis den libyske kystvagt tager en i at forsøge at krydse Middelhavet og nå til Europa.   

Den FN-støttede regering driver migrantfængsler, som det, TV 2 besøger, flere steder i landet. I Tripoli-området er der syv. 

Agadez ligger i Niger i det sydlige Sahara, og hertil rejser migranter fra hele Vestafrika Video: Jacob Carlsen

De libyske myndigheder har givet TV 2 tilladelse til at besøge centret. Det er det centrale center i Libyens hovedstad, Tripoli, og det er det center i landet, hvor forholdene er bedst.

Der er ikke meget at tage sig til i migrantfængslet. Langt de fleste enten sover eller sidder og snakker eller kigger ud i luften. Denne gruppe migranter er heldige nok til at have en spilleplade og nogle plasticpropper i forskellige farver.

Ifølge centrets ledelse er der mad tre gange om dagen, og der er ingen, der bliver slået eller mishandlet, sådan som man ellers hører, at det foregår i andre libyske detentionscentre. Men samtidig indrømmer ledelsen i centret direkte, at forholdene er dårlige for de indsatte migranter.

- Der er ikke plads nok. Nogen gange er her så mange mennesker, at folk må sove i siddende stilling. Her er også dårlig hygiejne, og der mange, der er syge, siger Anas Alezabi, der er opsynsmand i centret.

Den libyske stat har ikke penge nok til at skabe bedre forhold for migranterne. Libyens direktorat for bekæmpelse af illegal migration kører med underskud, forklarer han.

- Det er svært i forvejen får os libyere at forsørge os selv og skaffe mad, og bankerne er løbet tør for penge. Hvordan forestiller i jer, at vi  også skal hjælpe migranterne. Det er et stort ansvar. Hvorfor hænger vi kun på det ansvar?, spørger han.

Han kan ikke forstå, hvorfor der ikke kommer mere hjælp fra det internationale samfund til at hjælpe migranterne. Der er kommet mange løfter om hjælp fra Europa, men de har aldrig modtaget noget, fortæller han.

- Hvis EU virkelig tror på humanismen, så skulle de komme og hjælpe disse mennesker, siger han.

Disse sudanesiske migranter forsøgte tidligere på ugen at krydse Middelhavet. Men efter ti timer på havet blev de reddet i land af den libyske kystvagt. Efterfølgende blev de bragt til migrantfængslet.

Alligevel er dette det center bedre end de andre. Når migranterne fra de andre center bliver overført dertil, bliver de positivt overraskede over de gode forhold, fortæller han.

Myndighederne er tydeligt interesserede i at følge med i, hvordan TV 2 fortæller om migrantfængslet. De har sendt en repræsentant fra deres kontor for udenlandspresse med, for at holde øje med os.

Lige nu har fængslet kun mad til de næste to uger. De libyske myndigheder har ikke længere råd til at betale leverandørerne, fortæller en opsynsmand i fængslet.

Migranterne vil hjem

Under TV 2s besøg i centret fortæller en lang række af de indsatte migranter, at de ønsker at komme hjem til deres hjemlande. Nogen har ventet i mange måneder på at kunne rejse. En af dem er Zuri Naziru fra Nigeria. Han kom til Libyen for at arbejde i en bilvask. Som mange andre migranter sendte han penge hjem, for at hjælpe sin fattige familie i sit hjemland. Han blev taget af myndighederne i marts og har siddet indespærret lige siden.

- Mine venner er taget afsted, men jeg er stadig her, siger han.

En migrant fortæller, at han er hårdt angrebet af en hudsygdom og viser sin ryg frem. I fængslet trives en række sygdomme som for eksempel tuberkulose og fnat.

Centret samarbejder med den International Organisation for Migration, IOM, om at sende folk hjem til deres hjemlande, men først skal de have de rigtige papirer fra hjemlandets myndigheder. Og nogen gange er for eksempel de nigerianske myndigheder meget langsomme til at udstede papirerne. Det resulterer i månedlang indespærring for folk som Zuri Naziru.

- Jeg vil bare hjem. Det er ikke godt at være her. Det er skrækkeligt sted. Jeg beder til gud om at hjælpe mig.  Jeg tror ikke, at nogen, der ikke har gud ved sin side, kan overleve her.

Det er blandt andet de mannge mennesker, der gør livet i centret hårdt, fortæller han.

- Her er alt for mange mennesker. Der er ikke noget ordentligt sted at sove. Man skal stå i kø, hvor gang man skal have mad, siger han.

Han fortæller dog, ligesom de fleste andre migranter, TV 2 taler med i centret, at de får mad tre gange om dagen, og at de ikke bliver slået eller mishandlet.

Der er dog enkelte, som fortæller, at de er blevet slået, når de har bedt om vand, eller har forsøgt at få længere tid end ti minutter i gården for at trække frisk luft.

Tortur i militsernes fængsler

Det er langt fra alle migranter i Libyen, der er heldige nok til at slippe for mishandling og tortur. Flere af migranterne i centret siger, at de har været kidnappet og indespærret af en af Libyens mange militser, inden de kom til det regeringsdrevne center i Tripoli.

En af dem er John Emmanuel fra Sydsudan.

- Da jeg kom til Tripoli, blev jeg taget til fange af nogen mennesker, som jeg ikke tror havde noget med regeringen at gøre. De spærrede os inde og tog vores penge. De slog os, mens vi sov, og de slog os, når vi var vågne. De truede os og tog vores tøj. De troede, at vi gemte penge på private steder, siger han.

John Emmanuel fra Sydsudan drømmer om at blive modedesigner. Det er derfor, han ville til Europa. Han kan ikke arbejde med design i Sydsudan, siger han.

I starten troede han, at det var de libyske myndigheder, han var havnet i kløerne på.

- De havde politiuniformer på, så vi troede det var det libyske politi, og vi kunne ikke forstå, hvorfor de behandlede os sådan. Men så blev stedet angrebet af de rigtige libyske myndigheder, og vi blev taget med her til, siger han.

Emmanuel Johns historie er bare en af mange. IOM har konstateret flere eksempler på, at migranter bliver kidnappet af militser eller andre bander, som torturerer dem og så ringer hjem til deres familier for at forlange en løsesum for at stoppe torturen og slippe deres slægtning fri. FN's støttemission i Libyen har desuden interviewet migranter, der fortæller om tilsvarende afpresning i regeringsdrevne centre.

I et IOM-center i ørkenbyen Agadez i Niger møder TV 2 en mand, der fortæller, at han er kommet tilbage fra Libyen, hvor han har oplevet at blive spærret inde og blive afpresset for penge.

- Den første dag bandt de mine ben sammen med reb og løftede dem op. Og så tæskede de mig under fødderne. Man tror, at man skal dø. Hvis man bliver udsat for det i to eller fem minutter, er det okay. Og endda ti minutter. Men de tæsker dig i en halv time til du tror du er død, fortæller han.

IOM har desuden samlet beretninger fra flere migranter om, at de er havnet i slaveri i Libyen.

Nogle centre samarbejder med menneskesmuglere

Selvom de officielle detentionscentre hører under den FN-støttede libyske regering, er det ikke altid, regeringen har fuld kontrol med, hvad der foregår i centrene.

Regeringen har nemlig kun kontrol over en begrænset del af det libyske territorium. I det østlige Libyen dominerer en feltmarskal ved navn Khalifa Haftar. Og en stor del ag det øvrige Libyen er kontrolleret af et kludetæppe af forskellige militser, hvoraf nogle bakker op om den FN-støttede regering. Nogle af dem driver detentionscentre.

- Når vi siger regeringsstyrede centre, så skal man ikke tage det for alvorligt. I det vestlige Libyen, hvor der er flest centre, er mange af dem kørt af militser, der måske nok anerkender regeringen, men som reelt ikke tager ordre fra regeringen, siger Marc Micallef, som er journalist og har arbejdet intensivt med at fortælle om den libyske menneskesmuglerindustri.

Han fortæller, at der har været tilfælde, hvor fængslerne har samarbejdet med menneskesmuglere.

- Nogle steder er der en forretning i gang, hvor migranterne bliver introduceret til smuglerne. Smuglerne betaler dem, der driver detentionscentrene, for at få lov til at tilbyde deres service til folk inde i centrene. Og så ringer migranterne til deres slægtninge, som kan overføre penge, så de kan betale smuglerne. Det har der været flere eksempler på de seneste år, siger han.

Ingen mobiltelefoner til de indsatte

Inden vi kommer ind i selve detentionscentret for vi besked på, at vi ikke må give de indsatte migranter mobiltelefoner. Anas Alezabi forklarer senere, at det er for at forhindre, at migranterne kontakter menneskesmuglere. Migranternes ambassader og administrationen i centret hjælpen dem, hvis de vil i kontakt med deres familie, forklarer han.

Men det er tilsyneladende ikke alle migranter i centret, der ved, at de kan få hjælp til at ringe hjem.

Jahangir Hussein har været i centret omkring en måned. Han har ikke haft kontakt med sin familie i lang tid.

 - Min familie ved ikke, om jeg er død eller levende. Min mor og min far. Min kone…, siger han med gråd i stemmen. Han bønfalder TV 2 om at kontakte hans familie og fortælle dem, hvor han er.

Jahangir Hussein er desperat for at komme hjem. "IOM vi vil til Bangladesh", står der på det skilt han holder op for kameraet. Beskeden er rettet mod den Internationale Organisation for Migration, IOM.

En anden migrant fortæller, at det ikke passer, at folk kan ringe hjem.

- Ingen ringer hjem herfra. Det er løgn!, siger han.

Anas Alezabi siger, at det er migranten, og ikke centrets ledelse, der lyver.

MIGRATIONSRUTER I VESTAFRIKA

migration Agadez