Udland

Her er Vestafrikas menneskesmuglerhovedstad

Menneskesmugling er en stor industri i den fattige ørkenby Agadez. Smugling er den eneste måde, jeg kan brødføde min familie, siger smugler til TV 2.

Vi møder Khawal bag en af de høje mure, der omkranser de fleste af ørkenbyen Agadez’s små okkergule huse. Han sidder tilbagelænet på en hvid plastic stol i skyggen og tager venligt imod os.

Han er en af de mange i Agadez, der lever af at smugle mennesker gennem ørkenen til Libyen. Det har han gjort i 10 år.

Agadez ligger i Niger i det sydlige Sahara, og hertil rejser migranter fra hele Vestafrika for at købe en tur gennem ørkenen. Nogle vil arbejde i Libyen. Andre drømmer om at rejse videre over Middelhavet til Europa.

Og det tjener mennesker som Khawal gode penge på. Han tager, hvad der svarer til 1500 kroner for hver person, han fragter gennem ørkenen på sin pickup. Han kan have omkring 25 på ladet, når det er helt fyldt.

Menneskesmugleren Kharwal har en lille taske med lykkeamuletter om halsen. De skal bringe ham held, når han rejser gennem ørkenen.

Fra turistby til menneskesmuglerby

Agadez har tidligere været et travlt turistmål, men i 2007 startede det lokale ørkenfolk 'tuaregerne' et oprør, der skræmte turisterne fra byen. Dem, der før levede af turisme, måtte finde nye måder at skaffe til dagen og vejen. For Kawal blev det menneskesmugling.

- Tidligere arbejdede jeg med turister og tjente gode penge på det. Men nu er turisterne væk. Jeg bliver nødt til at arbejde med migranterne for at tjene penge til, at min familie og jeg kan overleve, siger han.

Kamelmarkedet i Agadez var en af de attraktioner, som turister tidligere kom til byen for at se.

Regeringen slår ned på smuglerne

Menneskesmugling gennem ørkenen var lovlig i Niger indtil 2015. Og forbuddet begyndte først at blive håndhævet fra september sidste år, efter EU havde lagt pres på Niger for at begrænse den illegale migration – og samtidig postet hundredvis af millioner kroner i at støtte op om landets udvikling og evne til at holde styr på migrationen.

Helt konkret begyndte Nigers militær, politi og nationalgarde at arrestere smuglerne og konfiskere deres biler.

- Før så vi af og til migranterne, når vi patruljerede. Men vi stoppede dem ikke. Det gør vi nu. Det er blevet en politisk prioritet, siger den lokale oberst Aboubacar Oumarou.  

Oberst Aboubacar Oumarou spiler sammen med de øvrige sikkerhedsstyrker i Agadez en vigtig rolle i forhold til at begrænse menneskesmuglingen fra Vestafrika mod Libyen og Europa.

På oberstens base står alle de biler, som myndighederne har konfiskeret fra smuglerne. En soldat fortæller, at der står 112 biler på parkeringspladsen.

Også Karwal har fået konfiskeret sin bil. Så nu låner han en, hvis han skal organisere en tur gennem ørkenen.

De fleste af de biler, som militæret har konfiskeret fra smuglerne er pickupper i lyse farver. Det foretrukne mærke ser ud til at være Toyota.

Migrationen tilsyneladende faldet

Ser man på de tal, som den internationale organisation for migration opgør over migrationen fra Agadez mod Libyen, ser det ud til, at indsatsen mod illegal migration fra Nigers myndigheder har virket.

Omkring 300.000 rejsende blev talt på ruten fra Agadez til Libyen sidste år. I de første fem måneder af 2017 blev der talt omkring 30.000.

Men tallene giver formentlig ikke et dækkende billede af situationen.

Ud fra samtaler med migranter konkluderer IOM, at brugen er mere skjulte, alternative ruter er steget, efter kontrollen er blevet skærpet. Det betyder også, at en del af migranterne kører uden om de steder, hvor IOM tæller, hvor mange der rejser fra Niger til Libyen. Dermed er der ingen, der kender det reelle tal.

Skjulte og mere farlige veje

Samtidig har indsatsen mod menneskesmugling gjort rejsen farligere for migranter.

- Det, der sker, er, at man nu risikerer at blive arresteret, hvis man tager den konventionelle vej gennem ørkenen. Så nu skifter smuglerne til mere farlige ruter, fortæller Maurizio Pieroni, der har arbejdet i fem år i Niger for det tyske selskab for internationalt samarbejde, som er en tysk version af det danske DANIDA.

Rejsen er også blevet længere, fordi smuglerchaufførerne skal køre store omveje for at undgå at blive set af militæret. Og hvis de tror, at de er ved at blive opdaget, sker det, at chaufføren efterlader migranterne i ørkenen, for at kunne køre hurtigere væk fra militærets patruljer. Hvis de bliver taget for menneskesmugling, betyder det fem års fængsel.

En gruppe migranter på vej ud af Agadez. Foran dem venter omkring fem dages rejse i ørkenen.

- Når de ser vores patruljer, skaffer de sig af med migranterne og stikker af. Nogen gange lykkes det dem at køre fra os. For de kan køre hurtigt, når de ikke har nogen med på ladet. Militærets biler har soldater siddende bag på, og så bliver de nødt til at køre lidt langsommere for at tage hensyn til soldaternes sikkerhed. Hvis man kører 120 kilometer i timen, er der en risiko for at falde af, siger oberst Aboubacar Oumarou.

Nogle migranter dør af tørst i ørkenen, efter deres chauffør har forladt dem. Andre er heldige nok til at blive opdaget og reddet af militæret.

Ingen ved, hvor mange flygtninge og migranter, der har mistet livet i Sahara.

Forladt i ørkenen uden vand

Maxi Arrison er en af de migranter, der har prøvet at blive forladt af sin smugler i ørkenen. 

- Vores bil standsede på vejen til Libyen. Chaufføren sagde, vi skulle give ham penge til at reparere bilen. Efter vi havde givet penge, så vi ikke chaufføren i to dage, fortæller hun. 

Til sidst opgav de at vente på chaufføren. De gik i seks dage uden mad og næsten uden vand for at komme tilbage til Agadez. Hun og hendes søster var blandt de heldige, der overlevede. 

- Mange døde, og få fik succes til at komme tilbage til Agadez, siger Maxi. 

Sammen med sin søster, Gift, vasker Maxi Arrison tøj for folk i Agadez for at tjene til føden. De har opgivet drømmen om at komme til Europa og vil gerne hjem til Ghana, men de har ikke penge til biletten.

Men selv skrækhistorier som denne får ikke migranterne til at skifte mening. Sunday Emmanuel fra Nigeria venter lige nu i Agadez på at komme med en bil gennem ørkenen. Han kender risikoen, men han vil gå langt for at opnå sin drøm om at få et arbejde i Europa og sende penge hjem til sin familie. 

- Jeg vil hellere risikere mit liv, end jeg vil dø i fattigdom. Derfor besluttede jeg at rejse, siger han. 

Svært at få smuglerne til at stoppe

Karwal har svært ved at se for sig, hvordan han skal klare sig, hvis han ikke skal arbejde som menneskesmugler. Der er ikke andet arbejde at få, forklarer han. Han er far til ni, så der er mange munde at mætte.

Men selv hvis der – blandt andet med EU-landenes hjælp – skulle komme så meget lokal udvikling, at der er gode job at få, bliver det svært at få smuglerne til at skifte branche, så længe de har et valg, vurderer Maurizio Pieroni.

- Smuglerne tjener så mange penge, at det er svært at forestille sig et almindeligt arbejde, hvor de kunne tjene bare tilnærmelsesvis lige så godt. Nogle af dem er rige - selv efter europæiske standarder, siger han.

Derfor mener han, at det er svært at bekæmpe smugling gennem lokal jobskabelse.

migration Agadez

Kawal kan heller ikke se for sig, at han skulle kunne finde et andet job i Agadez. Hvis det skulle lykkes for EU og Nigers regering at begrænse migrationen så meget, at han ikke længere kan leve af smuglingen, vil han tage til Libyen for at arbejde, ligesom mange at de migranter, han selv har sendt afsted. I Agadez er det umuligt at tjene penge nok til at overleve, siger han. Og måske vil han prøve lykken i  Europa.

- Ja Europa, hvorfor ikke? Hvis det er muligt. Hvis jeg kan finde et job der, vil jeg gerne af sted, siger Kawal.