Fyret af Trump efter 11 dage - her er planen, han ville have sat i værk

CNN har set Anthony Scaramuccis store kommunikationsplan, hvor man kan vinde et spil golf med præsidenten i et nationalt lotteri.

Anthony Scaramucci havde store planer i Det Hvide Hus.

Som kommunikationsdirektør ville han skabe positive historier, oprette en "klagekasse" til journalister og gøre Donald Trump mere menneskelig - ved for eksempel at udlodde et spil golf med ham i en konkurrence på nettet.

Det viser et dokument med hans nye og omfattende kommunikationsplan, som han har sendt til CNN.

Satte rekord som kommunikationsdirektør

Dokumentet er angiveligt skrevet den 30. juli - dagen før, Scaramucci blev strittet ud af Det Hvide Hus og med 11 dage på kontoret satte rekord som den kommunikationschef, der har siddet i kortest tid.

Det første punkt på dagsorden var sjovt nok at mødes med præsident Trumps nye stabschef John Kelly - manden der i stedet overbragte Scaramucci nyheden om at pakke sine ting sammen og forlade Det Hvide Hus.

- En fantastisk dag i Det Hvide Hus, skrev Donald Trump samme aften på Twitter.

’Fucking paranoid og skizofren’

Det skete efter, at Scaramucci havde tabt hovedet over for en journalist fra The New Yorker, som han selv ringede op onsdag aften for en uge siden.

Anthony Scaramucci kaldte blandt andet præsidentens daværende stabschef, Reince Preibus, for ’fucking paranoid og skizofren’ og truede med at fyre hele pressestaben.

Dermed røg Scaramuccis mål om at få flere positive historier ud fra Det Hvide Hus - så hans kommunikationsteam slap for at bruge tid på at reagere på de mange negative historier - i vasken med det samme.

Journalister får en 'klagekasse'

Det var ellers hans plan, at præsidenten skulle skrive kronikker, tage uformelle samtaler med sin regering og deltage i livestreams, hvor amerikanerne kunne spørge ham om hvad som helst.

Derudover havde han tanker om at skabe en 'klagekasse', hvor journalister kunne smide deres klager over præsidenten og hans administration.

Og det var bare et af punkterne i forhold til at forbedre forholdet til pressen. Et andet var at bevare den gode tone og tålmodigheden med journalister.

- Præsidenten kan skændes med medierne, kommunikationsteamet kan ikke, står der i dokumentet, som var på trapperne til at blive sendt ud til alle medarbejdere.

Vind en omgang golf med præsidenten

Scaramuccis kommunikationsplan viser desuden, at han havde planer om at gøre præsidenten mere "menneskelig".

- For eksempel er POTUS (forkortelse for den siddende præident, red.) den bedste golfspiller, der har tjent landet som præsident, står der er i dokumentet.

- Måske skal vi omfavne det med et nationalt lotteri på nettet, hvor man kan vinde en omgang golf med ham (...) eller en velgørenhedsauktion. POTUS har en sjov og løssluppen side, som han delte med vælgerne under valgkampen.