Udland

Aftale om våbenhvile i syriske provins

Syriske oprørere og Rusland har aftalt en våbenhvile og en sikker zone.

Syriens regeringshær og moderate oprørere vil indstille kamphandlingerne i den nordlige del af provinsen Homs.

Det er aftalt i forhandlinger mellem Rusland og oprørere om en sikker zone i provinsen.

- Fra klokken 12 lokal tid vil den moderate opposition og regeringsstyrkerne indstille skyderiet, siger talsmand Igor Konasjenkov i forsvarsministeriet i Moskva.

Der bor knap 150.000 mennesker i det omfattede område, anslår talsmanden ifølge russiske nyhedsbureauer. Der ligger 84 byer i zonen.

Den nordlige del af provinsen Homs er blevet bombet af regeringsfly på det seneste.

Tredje zone

Fredag vil Rusland ifølge Konasjenkov opstille to kontrolposter og tre observationsposter langs grænsen til området.

Zonen i Homs er den tredje, der etableres i Syrien på russisk initiativ.

Rusland har stået i spidsen for forsøg på at stoppe kampene i Syrien, efter at russernes militære indtog har bragt præsident Bashar al-Assad tilbage i en central rolle.

Assads styre var under massivt pres, da Rusland kom ham til undsætning i efteråret 2015.

Netop Homs var blandt de første steder, hvor oprørere erobrede terræn i 2012 i krigen, der brød ud året forinden.

Sikkerhedszone i Idlib

Islamisk Stat og lignende ekstremistiske grupper, som andre steder har vundet kontrol, har ikke haft held til at erobre magten i den konkrete zone i Homs. 

Under Syrien-møder i Kasakhstan mellem Rusland, Tyrkiet og Iran blev man enige om at etablere endnu en sikkerhedszone i Idlib.

Men forhandlingerne om denne zone har været vanskelige på grund af forskellige interesser. 

Mens Rusland har bombet til støtte for Assads regeringshær, har USA og en international koalition bekæmpet Islamisk Stat i provinsen.