Udland

12 fanger undslap fra fængsel med hjælp fra peanutbutter

12 fanger undslap fra et fængsel i Alabama ved hjælp af smørret. For de fleste blev det en kort tur i friheden - men én er fortsat på fri fod.

Peanutbutter kan bruges til andet end til at smøre sandwich.

Det testede en flok fanger med succes, da de søndag aften brugte peanutbutter til at undslippe Walker County Jail i den amerikanske delstat Alabama, skriver CNN.

Da fangerne opdagede, at en ny vagt var vagtsat i kontrolrummet, brugte de peanutbutter til at ændre nummeret over en fængselscelle, hvorefter de råbte, at vagten skulle åbne døren, så de kunne komme ind i deres celle. I virkeligheden opgav de nummeret på den ydre celledør. 

- Den uvidende vagt trykkede på knappen, og så slap de ud af døren, sagde politiinspektør James Underwood efterfølgende under en pressekonference om hændelsen. 

Han tilføjer, at det tog otte timer at opspore og anholde 11 af de 12 fanger igen. Nogle af dem blev fanget til fods, mens andre fanger er mistænkt for at have formået at skaffe en bil. 

Sigtet for mordforsøg

To af flugtfangerne var sigtet for mordforsøg, og politiet havde derfor udlovet en dusør på 500 dollars (ca. 3000 kroner) for informationer, der kunne føre til dem. 

Den ene fange, der fortsat er på fri fod, er den 24-årige Brady Andrew Kilpatrick, som er sigtet i en narkosag. 

Det er i øvrigt ikke første gang, at fanger har brugt peanutbutter til at stikke af fra et fængsel. Tilbage i juni lykkedes det tre fanger i Lincoln County Jail i Oklahoma at flygte ved hjælp af samme metode.