Trump fjerner kommunikationschef efter bare 11 dage

Der er virkelig kaos i Det Hvide Hus, lyder det fra USA-analytiker.

Efter bare 11 dage i jobbet er Anthony Scaramucci færdig som kommunikationschef i Det Hvide Hus.

Det sker for at give den nye stabschef John F. Kelly en frisk start, meddeler Det Hvide Hus.

Scaramucci var kun lige tiltrådt, men han havde allerede nået at skabe ballade i Det Hvide Hus. 

For få dage siden kom han med et voldsomt udfald mod flere ledende personer i Trumps admiminstration.

Kommunikationschefen sagde i en telefonsamtale refereret i ugemagasinet The New Yorker, at han ville få stabschefen Reince Priebus fyret. Scaramucci mistænkte Priebus for at stå bag flere lækager

Kaos i Det Hvide Hus

Ikke længe efter var Priebus fortid i Det Hvide Hus, og mandag er han officielt erstattet af tidligere sikkerhedsminister John F. Kelly.

Ifølge New York Times, der var først med nyheden, var det den nye stabschef beslutning, at den også nye kommunikationschef måtte ud.

- Det er svært at udlægge det som andet, end at der virkelig er kaos i Det Hvide Hus, siger USA-analytiker Mirco Reimer-Elster til TV 2.

- Scaramucci blev jo ansat, fordi man mente, at han var mere på bølgelængde med Trump. Og man havde satset på at køre en mere ren Trump-stil, der var mere rå, der var mere ren, fordi man havde vurderet, at det var det, der skulle til for at få Trump på et vinderspor, fortsætter han.

I pressemeddelelsen fra Det Hvide Hus lyder forklaringen på kommunikationschefens pludselige afgang:

- Hr. Scaramucci følte, det var bedst at lade stabschef John Kelly få en frisk start og muligheden for at bygge sit eget hold. Vi ønsker ham alt det bedste.

11 vanvittige dage

Selvom Scaramuccis tid i Det Hvide Hus blev kort, gik den ikke ubemærket hen.

- De 11 dage har jo været helt vanvittige, for at sige det rent ud, siger Mirco Reimer-Elster.

Ifølge ham vidner Scaramuccis afsked om, at John F. Kelly ikke ønsker en kommunikationschef, der er så højtråbende som Scaramucci.

- John Kelly har åbenbart vurderet, at Scaramucci simpelthen fylder for meget og har taget alt for meget opmærksomhed, siger han.

For 11 dage siden sagde Donald Trumps pressetalsmand Sean Spicer op efter uenighed med Trump om at udnævne Scaramucci til posten som kommunikationsdirektør.