Udland

Nu kan Nordkorea ramme Los Angeles og Chicago med missiler

Den nordkoreanske diktator Kim Jun-un har testet landets nyeste missil, som analytikere vurderer kan ramme flere storbyer i USA.

Nordkorea er nu i stand til at ramme amerikanske storbyer med missiler.

Det er konklusionen på en analyse lavet af Sydkorea, Japan og USA efter Nordkoreas seneste test af sit interkontinentale ballistiske missil (ICBM) lørdag morgen lokal tid.

Ifølge CNN har analytikerne fundet frem til, at missilet holdt sig flyvende i cirka 45 minutter, nåede en højde på 3700 kilometer og en rækkevide på 1000 kilometer.

Hvis missilet blev affyret i en fladere bane, ville Los Angeles, Denver og Chicago være inden for rækkevide, lyder vurderingen fra David Wright, der er missilekspert ved organisationen Union of Concerned Scientists.

Faktisk ville missilet muligvis også kunne justeres til at kunne ramme byer på den amerikanske østkyst som New York og Boston, lyder vurderingen.

Mere avanceret end seneste missiltest

I Sydkorea mener eksperter, at Nordkoreas senest testede missil er mere avanceret end det, der blev affyret tidligere i juli, som blev vurderet til at kunne ramme Alaska.

Analytikerne er endnu ikke sikre på, hvor tungt et sprænghoved missilet kan levere med den opnåede rækkevide, men i en udmelding fra nordkoreansk stats-tv lyder det, at testen var designet til at vise missilets maksimum rækkevide med et stort atomsprænghoved.

Ifølge Nordkorea er der tale om et missil af typen Hwasong-14, hvilket angiveligt er samme type, der blev testet tidligere på måneden.

USA og Sydkorea svarer igen

I udmeldingen fra Nordkorea lyder det, at Washington skal se den nye test som en ”alvorlig advarsel”.

USA’s præsident Donald Trump var hurtigt ude og fordømme den seneste test. I en skriftlig reaktion siger han:

”Disse våben og tests, der truer verden, isolerer Nordkorea yderligere, svækker dets økonomi og svigte dets folk. USA vil tage alle nødvendige skridt for at opretholde sikkerheden i det amerikanske hjemland og beskytte vores allierede i regionen.”

Som reaktion på missiltesten har USA og Sydkorea udført militærøvelser med missiler tæt på Nordkoreas grænser.

En lignende øvelse blev udført ved Nordkoreas seneste missiltest den 4. juli.