Udland

Nordkoreas missiler kan nu ramme amerikanske storbyer - men hvor stor er risikoen egentlig?

Med en mulig rækkevidde på 10.000 kilometer melder Nordkorea sig nu ind i en eksklusiv klub af lande, der har adgang til de langtrækkende missiler.

Nordkoreas seneste demonstration af sit såkaldte interkontinentale ballistiske missil (ICBM) har vist ærkefjenderne USA og Sydkorea samt resten af omverdenen, at landet nu er i stand til at ramme mål dybt inde i det amerikanske fastland.

Men hvad er ICBM egentlig for en størrelse, og hvorfor er dette type missil så meget mere skræmmende end alt andet?

Først og fremmest fordi et ICBM - som navnet indikerer - kan ramme et andet kontinent med forskellige typer sprænghoveder - af dem er det mest frygtindgydende atomsprænghoveder.

Flere stormagter har lignende missiler

Med et stabilt ICBM, Hwasong-14, i arsenalet kan Nordkoreas leder Kim Jung-un nu ikke blot true sine tætte naboer som Sydkorea og Japan, men også USA og Europa, der ligger flere tusinde kilometer væk - ICBM's er nemlig kendetegnet ved, at de har en rækkevidde på minimum 5500 kilometer, og ifølge analytikere kan Nordkoreas nye våben ramme mål op til 10.000 kilometer væk.

På verdensplan er Rusland og USA de lande, der har flest ICBM's, og de fleste af dem blev udviklet og bygget under den kolde krig.

USA's eneste operationelle ICBM, der affyres fra landjorden, kaldes Minuteman III og har en rækkevidde på anslået 13.000 kilometer, mens Rusland har flere lignende missiler med nogenlunde samme rækkevidde. Også lande som Kina, Indien og Israel menes at være i besiddelse af de særligt langtrækkende missiler.

Desuden råder både Rusland og USA over særlige typer ICBM's, der kan affyres fra ubåde.

Missil landede nær Japan

ICBM's er udover den store rækkevidde kendetegnet ved at være store missiler, der drives af enten fast eller flydende brændstof eller en blanding. Typisk er der tale om mindre raketter end de, der bruges til opsending af satellitter, men opbygningsmæssigt minder ICBM's meget om.

De langtrækkende missiler bliver affyret i en bane, hvor de kort når ud i rummet. På vej deles missilet i sine forskellige faser, og i rummet frigøres selve sprænghovedet for derefter at dykke ned igennem atmosfæren med kurs mod målet, der typisk kan rammes indenfor et par hundrede meters præcision.

Ved Nordkoreas seneste test blev missilet dog ikke affyret i den typiske fladere kurve, men mere direkte op for ikke at ramme noget af betydning. Det menes, at testmissilet landede tæt ved japansk farvand.

Det nordkoreanske missil opnåede således en højde på 3700 kilometer og en rækkevidde på 1000 kilometer på en tur, der varede cirka 45 minutter. Det menes, at et amerikansk Minuteman III-missil kan ramme sit mål på 10.000 kilometers afstand indenfor 30 minutter.

Om Nordkoreas missil er i stand til ramme sit mål lige så hurtigt og lige så præcist som det amerikanske missil, vides ikke.

Ekspert: Missiler er for at afskrække snarere end at angribe

En ting er, at Nordkorea nu har vist, at landet er i stand til at affyre et stabilt ICBM og dermed potentielt ramme amerikanske storbyer. For dette er i sig selv ikke nødvendigvis nok til at reelt at true USA. Det mener Andreas Bøje Forsby, forsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

- Så vidt vi ved, har Nordkorea ikke udviklet et funktionelt atomsprænghoved, der kan armere et ICBM. De er simpelthen ikke nået til det stadie endnu, siger han.

Skulle Nordkorea på et tidspunkt blive i stand til at armere sit ballistiske missil med et atomsprænghoved, mener Andreas Bøje Forsby, at risikoen for et nordkoreansk angreb fortsat vil være lille.

- Jeg tror ikke, at der er nogen amerikanske beslutningstagere, der for alvor frygter, at Nordkorea angriber først. Det ville jo være selvmord for regimet, for selvom Nordkorea måske kunne ramme en enkelt amerikansk by, ville de selv blive udslettet. Amerikanerne har jo udviklet detaljerede planer for, hvordan de kapper hovedet af det nordkoreanske regime i løbet af få timer i tilfælde af en væbnet konflikt

- Nordkorea føler sig sårbare og ser USA som en stor trussel, så de laver jo de her missiler for at afskrække snarere end for at angribe. 

- Ikke rigtig andre muligheder end dem, som Obama benyttede

Men kan USA med Donald Trump i spidsen leve med et Nordkorea, der nu har krydset en af præsidents røde linjer ved at besidde interkontinentale missiler? Overvejer USA reelt at angribe præventivt for at slippe af med det kommunistiske styre?

Det tror Andreas Bøje Forsby ikke, for selv med amerikanernes mest detaljerede planer for at ødelægge nordkoreansk militær hurtigst muligt, er et angreb forbundet med meget store risici.

- Det er simpelthen umuligt at angribe uden, det bliver ragnarok. Amerikanerne ved, at der vil slippe missiler og artilleri-ild ind i Sydkorea, hvor tusindvis af amerikanske soldater befinder sig, siger han med hentydning til, at Nordkorea har indstillet tusindvis af artillerienheder og missiler mod sydkoreanske og amerikanske mål i Sydkorea.

Dermed er Trumps handlemuligheder reelt begrænsede, og Andreas Bøje Forsby vurderer, at USA endnu engang vil kigge på at stramme sanktionerne mod Nordkorea.

- Jeg tror, at Trump er ved at nå den erkendelse, at der ikke rigtig er andre muligheder end dem, som Obama benyttede. Så selv om Trump hånligt lagde afstand til Obamas såkaldte strategiske tålmodighedspolitik over for Nordkorea, har han reelt ikke andre strenge at spille på.

- Man kan måske i højere grad rette sanktionerne mod kinesiske virksomheder, der hjælper Nordkorea med at omgå de nuværende sanktioner, siger Andreas Bøje Forsby.

Kan USA's missilskjold klare opgaven?

Skulle situationen alligevel komme til det punkt, hvor Nordkorea affyrer et atommissil mod en amerikansk storby, vil USA så være i stand at stoppe missilet?

Muligvis, for USA har igennem mange år forsøgt at udvikle systemer beregnet til at skyde ICBM's ned inden de udretter katastrofer. I maj kunne USA's missilforsvarsorgan offentliggøre, at deres missilforsvarssystem Ground-based Midcourse Defence (GMD) var lykkedes med at nedskyde en attrap over Stillethavet.

Alligevel er mange eksperter fortsat skeptiske overfor USA's evne til at skyde et rigtigt ICBM, der kan nå en fart på mere end 16.000 km/t.

En af dem er fysiker og ekspert i ballistiske våben, Laura Grego, fra Union of Concerned Scientists, der ikke overbevist af GMD.

- Det er ikke engang tæt på at demonstrere, at systemet fungerer i den virkelige verden. GMD-systemet er stadig langt fra at være i stand til at levere pålidelig beskyttelse mod en virkelig missiltrussel, skrev hun umiddelbart efter GMD-testen.

Spændingerne mellem USA og Nordkorea er intensiveret den seneste tid. Få et overblik over konflikten og oprustningen mellem de to lande her. Video: Anne Nordestgaard Dyrehauge & Anders Masannek

Kilder: Business Insinder, fas.org, interview med Andreas Bøje Forsby.