Udland

Ryanair: Passagerer 'tager pis' på vores bagageregler

Nogle gange koster bagagen mere end selve flybilletten. Det frister nogle passagerer til at omgå reglerne.

Flere og flere passagerer sparer penge ved at fordele familiens bagage og lade deres små børn slæbe kabinekufferter med om bord på fly.

Det gør de for at slippe for at betale for at checke bagagen ind, siger Ryanair, der truer med at lave selskabets bagageregler om, fordi passagerne "tager pis" på dem.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

- Jeg har set to-årige, der kommer trillende med kufferter hen til flyet, fordi passagererne prøver at udnytte vores regler, siger Ryanairs økonomichef, Neil Soharan, til avisen. 

Bagage koster mere end flybillet

Det er kun knap en ud af seks passagerer, der betaler for at checke bagage ind hos Ryanair, og det er det laveste niveau nogensinde, lyder det fra flyselskabet.

I årevis er priserne for flybilletter faldet med voldsom fart, mens flyselskaber prøver at fylde deres fly op med passagerer. Ryanair forudser selv et fald på 12 procent i det kommende år efter et fald på 13 procent i perioden 2015 til 2017.

Men det betyder samtidig, at bagage over 20 kg i visse tilfælde koster mere at have med på flyet end selve flybilletten, skriver The Guardian.

Og da hver passager - selv to-årige - må have 10 kilo med i kabinen og en ekstra taske på ryggen, er det nemt at spare de penge.

Overskud trods snu passagerer 

Trods det understreger Ryanair, at de fleste passagerer opfører sig godt.

- Vi er meget gavmilde med, hvad vi tillader i kabinen: 10 kg bagage og en lille taske ved siden af. Hvis alle holdt sig til det, var der ikke noget problem. Det er dem, der har taget en køkkenvask med i kabinen, der gør, at vi kan ende med at måtte lave reglerne om, siger Ryanairs økonomichef, Neil Soharan.

Passagerer, der dukker op med for tunge kabinekufferter, kan blive tvunget til at checke dem ind og betale godt 400 kroner for det i lufthavnen.

- Desværre tager nogle mennesker store tasker med, som ikke kan placeres under sædet. Vi har nok været for gode og afslappede omkring det. Vi er ofre for vores egen godhed, siger Soharan.

Ryanair har trods nogle passagerers udspekulerede bagagetrick stadig overskud. De seneste tre måneder på over tre milliarder danske kroner.

Hos konkurrenten Norwegian ønsker man ikke som Ryanair at pege fingre af sine passagerer, fortæller informationschef Daniel Kirchhoff.

- Vi vil gerne give vores passagerer valgfrihed. Hvis man kun ønsker at have håndbagage med, er man fri til at gøre det. Men det er vigtigt, at passagererne overholder vores regler for eksempel med hensyn til mål og vægt. Så er der plads til alle, og vi undgår forsinkelser, siger Daniel Kirchhoff til TV 2.