Udland

Trump blokerer for transkønnede i USA's militær - i Danmark er soldaterne med i Pride

I Danmark, en af USA's partnere i NATO, er holdningen til transkønnede langt mere åben og imødekommende.

- Vores militær skal fokusere på afgørende og overvældende sejr og ikke på de voldsomme medicinske udgifter og forstyrrelser, som transkønnede i militæret ville føre med sig.

Sådan lyder det i tre tweets fra USA's præsident Donald Trump, der nu vil blokere for transkønnede personer i det amerikanske forsvar.

I sine tweets understreger Donald Trump, at han har truffet beslutningen i samråd med ledelsen i det amerikanske forsvar.

- Efter samråd med mine generaler og militæreksperter så vær opmærksom på, at USA's regering ikke vil acceptere eller tillade transkønnede personer at tjene i nogen funktion i USA's militær, tweeter Donald Trump.

Trumps beslutning kommer, efter det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i juni fastslog, at det amerikanske militærs fem værn kunne udsætte at acceptere transkønnede rekrutter til 1. januar, mens de "undersøger adgangsforhold og skaffer input i forhold til, hvordan det vil påvirke styrken og paratheden hos vore styrker", som Dana White, talsmand for Pentagon, ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) formulerede det i en udtalelse.

Ifølge Pentagon skal forsvarsministeriet og det Hvide Hus afgøre, hvad der skal ske med de transkønnede personer, der på nuværende tidspunkt tjener i det amerikanske militær.

Forskellige holdninger i værn

Dana White har tidligere sagt til amerikanske pressefolk, at holdningen til transkønnede varierer blandt cheferne for de forskellige værn.

- Forskellige værn havde forskellige holdninger. Nogen bad om mere tid... der var alle mulige forskellige handlinger, har Dana White sagt.

Det er altså den uenighed, Donald Trump nu har skåret igennem ved at blokere for transkønnede i hele det amerikanske militær.

En af de mest berømte transkønnede personer i det amerikanske forsvar er Chelsea Manning, tidligere efterretningsofficer, som afsonede syv års fængsel for et af de største lækager af klassificerede dokumenter i USA's historie.

Manning et ikon

Manning, der tjente i det amerikanske forsvar som Bradley Manning, blev i 2013 først idømt 35 års fængsel for at lække mere end 700.000 klassificerede dokumenter til WikiLeaks i 2010.

Chelsea Manning forsøgte selvmord to gange sidste år, inden USA's tidligere præsident Barack Obama ændrede hendes dom, få dage før præsidenten gik af i januar. Manning blev løsladt i maj.

Mens hun sad fængslet i et militærfængsel i Fort Leavenworth, kæmpede Manning for retten til hormonbehandlinger, der kunne være med til at fremme hendes identitet som kvinde. Den kamp vandt hun.

Manning er stadig ansat i det amerikanske forsvar, har beholdt sin forsikringsdækning, og hun er blevet et ikon for transkønnede aktivister i USA.

I juni sidste år ophævede den daværende amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, et forbud mod transkønnede i det amerikanske forsvar - et år senere har Trump altså ændret den beslutning.

Dansk forsvar åbent for transkønnede

Hos det danske forsvar er holdningen helt anderledes og åben, fremgår det af en udtalelse fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse, som TV 2 har fået.

- Mangfoldighed betyder for os forskellighed. En mangfoldig arbejdsplads er en arbejdsplads, hvor forskelligheden accepteres og bruges som en styrke. Det betyder også, at alle mennesker uanset køn, alder, hudfarve, politisk og religiøsanskuelse, seksuel orientering, national, social og etnisk oprindelse skal have lige muligheder, hedder det i udtalelsen.

Forsvarets Personalestyrelse oplyser også, at Forsvaret for at markere den holdning igen i år vil deltage i Copenhagen Pride.

- Sidste år deltog Forsvaret for første gang officielt i Copenhagen Pride Parade for at understrege, at vi er en mangfoldig arbejdsplads, der lægger vægt på den enkeltes kompetencer og ikke på seksualitet, køn, alder og så videre, samt for at understøtte de samme værdier om individets rettigheder, som Forsvaret kæmper for i internationale missioner. Forsvaret vil igen i år være at finde til Copenhagen Pride, siger Forsvarets Personalestyrelse i udtalelsen.

Forsvarets Personalestyrelse oplyser til TV 2, at man ikke har noget tal for, hvor mange transkønnede personer der er i det danske forsvar, og hos Danmarks Statistik oplyser man, at man ikke registrerer religiøs eller seksuel orientering hos ansatte i forsvaret.