Udland

EU-domstol sender afgørende signal om fordeling af flygtninge

Anbefalingen skaber enorm lettelse i EU. Men samtidig kan den skabe grobund for en endnu større EU-skepsis.

EU-domstolens generaladvokat anbefaler, at domstolen afviser Slovakiets og Ungarns forsøg på at få annulleret en aftale om omfordeling af flygtninge i EU.

Det skriver EU-domstolen onsdag i et udkast. Selve den endelige dom ventes til efteråret.

- Det skaber en enorm lettelse i Bruxelles og i selve EU-systemet, siger Lotte Mejlhede, der er TV 2s korrespondent i Bruxelles. 

Anklager ordning for at være ulovlig

Ungarn og Slovakiet var ellers gået til EU-domstolen i et forsøg på at få ordningen kendt ulovlig og annulleret.

De to lande mener, at EU's omfordeling af 120.000 flygtninge - som blev vedtaget i 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste, og specielt Grækenland og Italien var under pres - var ulovlig. 

Derfor er onsdagens anbefaling fra generaladvokaten god ro til flossede nerver. Men det er som sagt ikke selve domstolens dom.

- Det er virkelig, virkelig en principiel udtalelse, og så skal vi selvfølgelig vente på den endelige dom, understreger TV 2's korrespondent i Bruxelles.

Dom kan sende farlige signaler

Men kan man vente, at EU-domstolen følger den anbefaling?

- To tredjedele af gangene følger domstolen generaladvokatens udtalelse, siger Lotte Mejlhede.

- Men generaladvokaten er mere EU-venlig end den mere konservative domstol. Derfor kan vi ikke være sikre på, at det er det her, det ender med, men det er et fingerpeg.

Men allerede før dommen falder i september, kan generaladvokatens anbefaling få betydning for samarbejdet.

- Det sender jo et signal om, at det er EU-systemet, der bestemmer, siger Lotte Mejlhede.

- Der er en stor EU-skepsis generelt i Europa, og nogen kan bruge det her til at sige, at her går man for vidt, selvom generaladvokaten har sagt, at det er i orden, at EU bestemmer denne slags ting, forklarer hun.