Donald Trump

Republikanere får ny chance til at stoppe Obamacare

- Jeg vil lykønske det amerikanske folk. I vil få en storslået nyhedsdækning, lød det fra præsident Donald Trump.

Republikanere i Senatet får med vicepræsidents afgørende stemme mulighed for at nedlægge Obamacare.

Republikanere i USA's senat har sikret sig nok stemmer til at genoptage forsøget på at afskaffe Obamacare. 50 republikanere stemmer for, mens to er imod.

Med vicepræsident Mike Pence til at give den afgørende stemme er forslaget vedtaget.

Vicepræsidenten afgiver en stemme, når der 50 stemmer for og 50 stemmer imod.

Samtlige demokrater stemte imod

Samtlige 48 demokratiske senatorer stemmer imod.

Afstemningen gjaldt proceduren for at gøre et nyt forsøg på at erstatte Obamacare med en republikansk plan.

Om det så også vil føre til et flertal, når der skal stemmes om at afskaffe og erstatte Obamacare, er uvist.

- Jeg vil lykønske det amerikanske folk. I vil få en storslået nyhedsdækning, lød det fra præsident Donald Trump.

Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har allerede i foråret vedtaget en afskaffelse og erstatning for Obamacare.

Senatorer fra Maine og Alaska stemte imod

Det er den vedtagelse, som det republikanske flertal i Senatet nu formentlig skal arbejde videre på. Men det er langtfra sikkert, at Obamacare vil blive lagt i graven.

De republikanske senatorer Susan Collins fra staten Maine og Lisa Murkowski fra Alaska stemte imod.

De lod dermed forstå, at de ikke ønsker at tilslutte sig den republikanske leder i Senatet, Mich McConnell, i hans forsøg på rulle vigtige elementer af Obamacare tilbage.

Det er for eksempel udvidelsen af Medicaid, som er en af hjørnestenene i Obamacare. Det er program til at give fattige amerikanere dækning i tilfælde af sygdom.

Den del har været populær i mange stater, også i stater med republikanske guvernører.

Ekspert: Der er stadigvæk lang vej igen

Ifølge Mads Fuglede, der er USA-analytiker for TV 2, er der stadigvæk lang vej igen i forhold til at erstatte Obamacare:

- Man har kun fået åbnet en debat. Man er stadigvæk meget, meget langt fra at have noget, der kan erstatte Obamacare.

Han ser det som en umulig opgave, at samle de 52 republikanere, der minimum skal til for at få vedtaget en erstatning til Obamacare:

- Hvis man trækker over i den retning, der handler om at gøre Obamacare bedre, så vil man tabe den fløj i Det Republikanske Parti, der ønsker at markedet skal tage over. Altså det man kan kalde den liberale fløj i partiet.

- Hvis man derimod går over mod den liberale fløj og fjerner Obamacare og erstatter det med et system, der er mere markedsorienteret, så mister man den venstrefløj, der er i partiet. Så om man går i den ene eller den anden retning, ryger der er fløj i partiet.

Ifølge Mads Fuglede, er det mest sandsynlige, at man trækker så meget mod venstre, at Demokraterne vil være med.

- Men der er ikke noget, der tyder på, at demokraterne vil hjælpe republikanerne ud af den kattepine, de har bragt sig selv i nu, ved at stå mellem to fløje i deres eget parti, siger han.