Forældrene til dreng i respirator giver op - nu vil han dø
Både by-, lands- og højesteretten i Storbritannien var enige med hospitalet i London om at slukke for Charlie Gards respirator.
Tiden er løbet ud for 11 måneder gamle Charlie Gard.
Efter flere måneder i mediernes søgelys, har hans forældre Connie Yates og Chris Gard opgivet at få medicinsk behandling til ham, som de ellers har kæmpet for i retten.
Det siger familiens advokat ifølge nyhedsbureauet AP. De har dermed trukket deres appel ved domstolene tilbage.
- For Charlie er det for sent. Skaden er sket, siger advokaten Grant Armstrong.
Charlie er blind, døv og kan ikke trække vejret selv. Derudover lider han af epileptiske anfald. Sammensat betyder det, at han lider af encephalomyopathy mitochondrial depletion syndrom - en sygdom blot 16 andre i hele verden har.
Hans forældre har kæmpet en juridisk kamp mod et anerkendt børnehospital i Storbritannien.
Lever i smerte
Hospitalet mener, at Charlie Gard lever i smerte, og at det ikke vil hjælpe at eksperimentere med nye behandlinger. Det anbefaler i stedet, at den lille dreng får lov til at dø med værdighed.
Hans forældre ville sende ham til USA for at søge behandling, da en amerikansk læge påstod at kende en alternativ behandlingsform, der kunne forbedre drengens helbred med 10 procent. Forældrene kæmpede derfor for at få lov til at forsøge den behandlingsform.
Men både by-, lands- og højesteretten i Storbritannien var enige med hospitalet i London om at slukke for Charlie Gards respirator.
Og da forældrene appellerede til Den Europæiske Menneskeretsdomstol, valgte domstole ikke at gå ind i sagen.
Løbet er kørt
Connie Yates og Chris Gard har nu valgt at opgive deres juridiske kamp, efter de har modtaget den seneste rapport fra engelske læger.
Rapporten viser nemlig, at tiden er løbet ud for Charlie Gard. Skaderne i babyens krop er nu blevet for voldsomme til, at kunne blive afhjulpet på nogen måde.
- På grund af udsættelsen af behandlingen er muligheden forpasset, siger Armstrong.
Hvornår lægerne kobler Charlie fra maskinerne, er endnu ikke afgjort.