Stor undersøgelse: Sådan ser resten af verden på Trump

Tilliden til USA's præsident kan ligge på et lille sted, viser nye tal.

Hvert år udgiver det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center en såkaldt Global Attitudes Survey, der måler, hvordan resten af verden ser på USA og på den politik, stormagten regeres ud fra.

Pew Research Center har netop offentliggjort deres måling for 2017, og det er bestemt ikke rar læsning for USA's præsident, Donald Trump.

Ifølge målingen, der er udført gennem samtaler med respondenter i 37 lande, ser resten af verden overvejende negativt på Donald Trump - og på de første 180 dage, 'The Donald' har siddet i Det Hvide Hus.

Stor opbakning fra Filippinerne

Blot 22 procent af de adspurgte på verdensplan siger, at de har tiltro til, at Donald Trump vil gøre det rigtige, når det kommer til verdenspolitik. Til sammenligning udtrykte 64 procent af borgerne i de samme 37 lande tiltro til Barack Obamas politiske beslutninger i det sidste år af hans præsidentembede. 

Pew Research Center viser gennem ni grafer, hvordan verden ser på Trump - og der er store udslag i positive og negative tilkendegivelser fra land til land. 

Mest positivt stemt er indbyggerne i Filippinerne og Rusland. 69 procent af de adspurgte i Filippinerne har tillid til den amerikanske præsident. Mens hele 53 procent af respondenterne i Rusland ser positivt på den udenrigspolitik, Donald Trump fører.

Et tal, der formentlig skal ses i lyset af de seneste ugers historier om tætte bånd mellem Trumps administration og højtstående russiske embedsmænd.

Også i Israel og Vietnam udtrykker mange sig positivt om den amerikanske præsidents evne til at håndtere de globale udfordringer. 

Flere upopulære beslutninger

Disse tal står dog i grel modsætning til meningerne om Trump i det vestlige Europa. I Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien er tilslutningen til Trump - eller manglen på samme - nede på det samme lave niveau, der også blev målt for George W. Bush i dennes præsidentperiode. 

Ifølge Pew Research Center skyldes modstanden mod Donald Trump den amerikanske præsidents mange kontroversielle, politiske beslutninger. Eksempelvis er det ilde set, at Trump har besluttet at trække USA ud af den allerede indgåede klimaaftale fra Paris.

Det samme gælder Trumps planer om en ny sundhedsreform, som han vil forsøge at få stemt igennem som erstatning for Barack Obamas Obamacare.

Utilfredsheden med Trump i Vesteuropa er dog intet i sammenligning med den lave tilslutning, præsidenten får, når det gælder Mexico. Som Pew Research Center skriver det, så har alle amerikanske præsidenter i løbet af det seneste årti fået blandede eller negative målinger i Mexico.

Men med blot fem procents tilslutning blandt respondenterne i Mexico, opnår Trump den laveste score for en amerikansk leder i det sydamerikanske land nogensinde.

Her angives - ikke overraskende - den foreslåede grænsemur mellem USA og Mexico som årsagen til den uhyre lave tilslutning. 

Lav opbakning i USA - og i Danmark

På den amerikanske hjemmefront ser det ikke meget bedre ud for Donald Trump. 

Efter et halvt år som præsident har han historisk lav opbakning i den amerikanske befolkning. Det viste en måling fra ABC News og Washington Post tidligere i denne uge.

36 procent synes om Trump, mens 58 procent af respondenterne svarede, at de ikke er tilfredse med præsidenten, som overtog posten den 20. januar i år.

Det er den laveste score for en præsident i 70 år, skriver de to amerikanske medier, som har talt med 1000 amerikanere.

Samme lave opbakning til Donald Trump blev målt blandt danskerne, da han havde siddet de første 100 dage i Det Hvide Hus. 

Her sagde 59 procent i en meningsmåling foretaget af Megafon, at deres syn på Donald Trump hele tiden har været dårligt og fortsat er det. Andre 19 procent sagde, at deres indtryk af Trump var blevet forværret.

Kan du gætte, hvad Trumps første seks måneder er gået med?

  1. Donald Trump underskriver et dekret.

    Trump har endnu ikke gennemført nogen af de love, han lovede i sin såkaldte kontrakt med vælgerne, men hvor mange love har præsidenten ellers fået gennemført indtil videre?

    Du har 0 rigtige

  2. Trump og Macron.

    Hvor mange store internationale aftaler, som Obama-administrationen fik i stand, har USA trukket sig fra, siden Trump satte sig i præsidentstolen?

  3. Trump-tilhænger.

    I følge ABC News ligger Trump på grænsen til at blive den mest upopulære præsident i de sidste 70 år efter et halvt års embede. Men hvor mange af amerikanerne mener egentlig, at præsidentens hidtidige indsats er godkendt?

  4. Trump på Twitter.

    Præsident Trump er flittig på det sociale medie Twitter. Hvor mange gange har han sat sig ved tasterne og sendt et tweet ud på sin Twitter-konto siden indsættelsen 20. januar?

  5. Donald Trump.

    Hvor mange af hans tweets har nævnt falske nyheder eller falske medier?

  6. Donald Trump.

    Trumps forgængere, Barack Obama og George Bush Jr., nåede at besøge henholdsvis 14 og 32 stater i løbet af deres første 180 dage. Hvor mange har Trump nået?

  7. Donald Trump foran Det Hvide Hus.

    Mens Obama sad i Det Hvide Hus, holdt Trump skarpt øje med, hvordan præsidenten brugte sin fritid. Men hvor mange weekender har Trump selv brugt på en af sine egne ejendomme væk fra det ovale kontor?

  8. Donald Trump.

    Hvor mange af de 180 første dage er han nået forbi en af Trump-koncernens golfbaner og svinge køllen?