Udland

Børneliv i fare: Værste krise siden 2001 i Nordkorea

Dette billede fra 2008 fra World Food Programme viser fejlernærede børn på et børnehjem i Nordkorea. AFP / Scanpix Denmark

Ved hungersnøden i 90'erne døde hundredtusindvis af nordkoreanere.

Nordkorea står over for alvorlig fødevaremangel efter at være ramt af den værste tørke siden 2001.

Det skriver FN i en ny rapport.

Den udmelding kommer efter en langvarig tørkeperiode, og dem, der vil blive ramt først, er børn og ældre.

- Hidtil har regnen i de vigtigste områder ligget under niveauet for 2001 - et år hvor kornproduktionen faldt til et hidtil uset niveau på kun to millioner tons. Dengang forårsagede det en kraftig mangel på fødevarer, for en stor del af befolkningen, skriver Vincent Martin, der er repræsentant for Food and Agriculture Organisation for FN i Kina og Korea.

En af præmisserne for en succesfuld høst i Nordkorea er masser af regn fra april til sidst i juni, og det er altså her, at vejrguderne i år har skuffet. Det er gået ud over nogle af landets vigtigste afgrøder: Ris, majs, kartofler og sojabønner.

Da regnen endelig ramte Nordkorea i juli var det for sent. Afgrøderne, der står til at skulle høstes i oktober og november, har allerede taget skade.

Den seneste tørke er ekstra alvorlig, fordi fødevarehjælp fra andre lande til Nordkorea er faldet drastisk i de senere år.

Dette skyldes blandt andet sanktioner, der er indført for at straffe Nordkorea over deres missiludviklingsprogram.

Nordkoreas overhoved er Kim Jong-un.

Børn døde i tusindvis

Sidst Nordkorea led alvorlig hungersnød var i 1990'erne.

Her siges det, at mellem 240.000 og 3.500.000 mennesker døde - mange af dem var børn.

Rygter har siden da svirret om, at hungersnøden drev folk til kannibalisme.

Hungersnøden begyndte omkring 1995, og i 1998 gik World Food Programme i gang med en nødoperation, for at hjælpe med til at afværge en yderligere eskalering af krisen. Det afhjalp efter en tid den voldsomme situation.

I perioden mellem 1996 og 2001 påstår World Food Programme, at have leveret mad til omkring otte millioner af landets borgere.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, underskriver de papirer, der godkender prøvesprængninger, som senere skal koste landet flere sanktioner fra omverdenen.

FN har selv pålagt sanktioner

Siden 2006 har Nordkorea været underlagt FN-sanktioner på grund af landets forsøg på at udvikle atomvåben og ballistiske missiler.

FN's Sikkerhedsråd har som svar på flere nordkoreanske atomprøvesprængninger de seneste år strammet sanktionerne. Målet er at gøre det sværere for landet at finansiere udvikling af kernevåben.

Blandt de seneste stramninger er et forbud mod at importere kul fra Nordkorea. Kul er landets vigtigste eksportartikel.