Palæstina indstiller al kontakt til Israel efter uroligheder
390 palæstinensere blev såret under sammenstød med israelske soldater.
Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har indstillet al kontakt til Israel.
Det sker, efter at mindst tre palæstinensere er blevet dræbt i voldsomme uroligheder nær et af Jerusalems helligste steder, og nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne siger, at 390 palæstinensere blev såret under sammenstød med israelske soldater.
Abbas vil først genoptage kontakten, når Israel fjerner metaldetektorer ved Tempelbjerget, som de netop har installeret. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de dræbte er en 17-årig palæstinenser. Han meldes dræbt af skud i byen, men der er ingen klare oplysninger om omstændighederne ved dødsfaldet.
Den israelske ambulancetjeneste meddeler derimod ifølge AP, at to israelere er blevet stukket ihjel i en israelsk bosættelse på Vestbredden, og en tredje døde af sine kvæstelser.
Uenigheder skaber splid
Tusindvis af muslimer deltog fredag i en aktion i gaderne nær et af Jerusalems helligste steder. De knælede på bedetæpper lagt ud på brostenene i protest mod, at Israel har installeret metaldetektorer i området efter et blodigt angreb i sidste uge.
Efter fredagsbønnen i gaderne kom det til et sammenstød mellem stenkastende palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker nær den gamle bydel. Der er også uroligheder i flere brændpunkter på Vestbredden.
Urolighederne finder sted, efter at Israel i sidste uge traf den usædvanlige beslutning at lukke Tempelbjerget for muslimer og turister sidste fredag.
Det hellige sted var lukket frem til søndag, da tre palæstinensere fredag åbnede ild og dræbte to politibetjente.
De israelske myndigheder genåbnede Tempelbjerget søndag. Men der var som noget nyt opstillet de såkaldte metaldetektorer og overvågningskameraer. Det har medført forstærkede spændinger mellem israelerne og de muslimske myndigheder.
Muslimske ledere havde rådet de troende til ikke at gå op på Tempelbjerget, før Israels sikkerhedsstyrker har fjernet de opstillede metaldetektorer.
Mens Israel holder fast og insisterer på, at sikkerhedsforanstaltningerne skal forblive, hvor de er, er palæstinenserne uenige.