Udland

Ekspert: I disse områder er risikoen for jordskælv ekstra stor

Flere områder omkring Middelhavet har været hjemsøgt af jordskælv i flere årtusinder.

Et jordskælv med en styrke på 6,7 har natten til fredag ramt ud for den tyrkiske havneby Bodrum.

Mindst to er dræbt på den græske ferieø Kos. Der er tale om en svensker og en tyrker, meddeler græsk politi. 

De to personer befandt sig ved en bar i et nattelivskvarter på Kos, da skælvet ramte. De blev, ifølge græsk politi, ramt af sten fra en mur eller et hus.

Områder med ældre huse er særligt sårbare

Og det er især i områder, hvor der er mange ældre murstenshuse, der er sårbare. Det forklarer vagthavende officer i Beredskabsstyrelsen, Thorbjørn Nesjan.

- Gamle huse af natursten falder simpelthen ofte sammen, når et jordskælv rammer. Hvis det er betonhuse, så styrter de sammen på en anden måde, og mange moderne bygninger - for eksempel i Japan - er bygget sådan, at de kan modstå meget kraftige jordskælv.

Han beskriver dog nattens jordskælv som et forholdsvist lille et set i et globalt lys.

- Det der afgør, hvor galt det går, er, hvor godt man bygger. Overholder man bygningsreglementet, så husene rent faktisk kan holde til, at jorden ryster? Hvor kraftigt er jordskælvet og hvor tæt på overfladen er jordskælvet?

Det er specielt Middelhavsområdet, der er udsat for jordskælv.

Ifølge Thorbørn Nesjan er det - i vores nærområde - specielt lande som Grækenland, store dele af Tyrkiet, Rumænien, Georgien og Armenien, der ofte oplever jordskælv.

- Det er områder, der har været hjemsøgt af jordskælv i årtusinder.

Dansker såret under jordskælv

Ifølge Udenrigsministeriets Borgerservice er ingen danskere omkommet i jordskælvet. Én dansker er dog såret, oplyser de til TV 2

Ifølge Udenrigsministeriet er personen ikke kritisk såret. Borgerservice kan ikke oplyse køn eller alder, men oplyser, at de vil besøge den tilskadekomne senere i dag.

Udenrigsministeriets Borgerservice har besluttet at forstærke indsatsen på Kos med én medarbejder, der rejser fra ambassaden i Athen til Kos senere i dag, oplyser Martin Ellehøj, vagthavende chef i Udenrigsministeriets Borgerservice.

Borgerservice oplyser videre, at man er i kontakt med ambassader og konsulater i både Tyrkiet og Grækenland, og at man følger sagen tæt.

Det svenske udenrigsministerium bekræfter, at flere svenskere er såret. Ministeriet ved ikke, hvor alvorlige de tilskadekomnes skader er, siger en talsmand i ministeriet.

Samlet er langt flere end 100 kommet til skade ved jordskælvet - heraf mange alvorligt.

Det bekræfter borgmesteren på Kos, George Kyritsis.