Donald Trump

Det Hvide Hus' pressetalsmand trækker sig

Det Hvide Hus har allerede udpeget en ny pressetalsmand. Valget er faldet på Sarah Huckabee Sanders.

Den kontroversielle pressetalsmand Sean Spicer har valgt at trække sig sin post i Det Hvide Hus. 

Ifølge New York Times skyldes hans beslutning udnævnelsen af Anthony Scaramucci som ny kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus. 

Trump tilbød fredag klokken 10.00 lokal tid jobbet til Scaramucci og bad samtidig Spicer om at blive som pressetalsmand, hvilket Spicer afslog. 

Ifølge New York Times skal Sean Spicer have sagt til Trump, at han mente, at valget af Scaramucci var en stor fejltagelse.

Sean Spicer har selv efterfølgende på Twitter bekræftet, at han træder tilbage, uden dog at uddybe hvorfor.

- Det har været en ære og et privilegium at tjene præsident Donald Trump og dette fanstastiske land. Jeg fortsætter i jobbet til og med august, skriver han.

En kontroversiel talsmand

Sean Spicer er flere gange kommet i uvejr for sine udtalelser på pressebriefings i Det Hvide Hus. Blandt andet da han sagde, at Hitler ikke brugte gas på samme måde som Syriens præsident Assad bruger kemiske våben. En udtalelse, Spicer siden undskyldte.

Spicer har også, siden Donald Trump blev valgt som USAs præsident sidste år, udtalt sig i flere sager, hvor der er blevet draget tvivl om de faktuelle oplysninger, han er kommet med. Sean Spicer sagde eksempelvis, at flere mennesker overværede Donald Trumps indsættelse som præsident end nogen tidligere indsættelse i historien. 

45-årige Sean Spicer har tidligere arbejdet som talsmand for Det Republikanske Partis ledelse og som repræsentant for den tidligere præsident George W. Bush. 

Det Hvide Hus' nye kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci, meddeler på sit første pressemøde fredag, at Sarah Huckabee Sanders er forfremmet og bliver ny pressesekretær for præsident Donald Trump. Hun erstatter dermed Sean Spicer.