Udland

Dansk Jehovas Vidne anholdt for ekstremisme i Rusland

Russisk lov stempler Jehovas Vidner som ekstremister. En dansker er som den første blevet anholdt og risikerer nu 10 års fængsel for at prædike troen.

Den 23. maj stormede russisk politi en bibellæsning i Jehovas Vidners lokaler i byen Orjol i det centrale Rusland.

Under aktionen blev den danske statsborger Dennis Christensen anholdt og sigtet for ”organisering af ekstremistisk aktivitet”. 

I april afgjorde højesteret i Rusland nemlig, at den religiøse organisation er ulovlig og kan sidestilles med ekstremistiske og militære grupper som Islamisk Stat og nynazistiske bevægelser.

Og den 44-årige dansker mistænkes for at være en del af organisationens ledelse i Rusland. 

- Vor umiddelbare reaktion er, at det er absurd. Vi kan ikke forstå det. Man kan sige meget om os og være uenig med os i mange ting, men at kalde os ekstremister, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, siger talsperson for Jehovas Vidner i Norden, Dak-Erik Kristoffersen til TV 2.

Torsdag stod de russiske myndigheder fast på, at der er risiko for, at Dennis Christensen ”fortsætter sin kriminelle aktivitet” og forlængede hans varetægtsfængsling på ubestemt tid.

Når sagen skal for retten, kan han risikere op til 10 års fængsel. Det skriver Berlingske torsdag.

Jehovas Vidner kriminaliseres 

Dennis Christensen, som har boet i Rusland i 15 år, skranter ifølge sin advokat og har ikke set sin kone, siden han blev varetægtsfængslet i maj, og hans forsvarer appellerede torsdag for, at han kunne løslades mod kaution eller få husarrest. Begge dele blev afvist af retten i Orjol.  

Danskeren afviser alle anklager om skulle forkynde ekstremisme: 

- Det er løgnagtige anklager, som ikke er sande, og det agter jeg at bevise. Jeg vil ikke stikke af og ikke forlade Orjol eller Rusland, sagde Dennis Christensen i retten ifølge Berlingske.

Forholdene for Jehovas Vidner i Rusland er spidset til indenfor de sidste år, forklarer seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Flemming Splidsboel.

- Officielt har de religionsfrihed i henhold til den russiske forfatning, men den nye ekstremismelovgivning er så bred, at den i praksis indskrænker friheden, siger han.

- Det er jo ikke forbudt at være Jehovas Vidne, men de må ikke mødes, organisere sig eller prædike. Det kan sammenlignes med den russiske lovgivning for homoseksualitet - det er lovligt at være det, men man må ikke vise det på nogen måde. Når en gruppe italesættes som ekstremister fra en stats side, så er det min klare overbevisning, at det er med til at legitimere diskrimination og vold. 

Ingen vestlige påvirkninger

Argumentet for, at Jehovas Vidner falder ind under ekstremismeparagraffen i russisk lovgivning er ifølge Flemming Splidsboel, at justitsministeriet har tolket publikationer fra organisationen til at opildne til religiøs konflikt.

- Det ligger i organisationen, at de skal missionere for at omvende, og det tolkes som, at de ikke kun forkynder positivt, men også negativt, fordi de prøver at omvende andre, siger han.   

- Samtidig er det en religion, som har sine rødder i USA, og ved at forbyde den, sender det et signal om, at Rusland ikke lader sig påvirke af Vesten. 

Ministeriet udtalte under retssagen i april, at Jehovas Vidner "udgør en trussel mod borgernes rettigheder, den offentlige orden og offentlig sikkerhed".

- Det eneste Dennis Christensen og de andre Jehovas Vidner i Rusland har gjort, er at mødes, læse i bibelen og tilbede Gud, siger Dak-Erik Kristoffersen.

Vil klage til Menneskerettighedsdomstolen

Både den skandinaviske afdeling af Jehovas Vidner og den russiske fortæller, at de vil prøve at få sagen for den Europæiske Menneskeretsdomstol for at få Dennis Christensen frikendt og løsladt.

Forsker Flemming Splidsboel mener dog ikke, at det vil hjælpe synderligt. 

- Jeg tror, at Rusland ønsker at sende et signal med den her anholdelse. I sidste ende er det nemlig de russiske myndigheder selv, der bestemmer, om de vil rette sig efter et eventuelt påbud fra domstolen. Samtidig tror jeg, at de selv vil løslade ham op til VM i fodbold i 2018, hvor Rusland er værter, fordi de ikke vil have for meget ballade med det internationale samfund, så jeg forventer ikke, at han bliver ved med at være fængslet, siger han.