BLOG: Frankrigs præsident beskyldes for storhedsvanvid
BLOG: I det antikke Grækenland og Rom var der flere guder med hvert deres arbejdsområde. Men der var en over-Gud, en præsident.
I Athen hed guden Zeus, i Rom hed han Jupiter.
Frankrigs 39-årige præsident Emmanuel Macron sammenlignes tit med Jupiter. Men Jupiter har fået sin første krise med ”la grande muette” – ”det store tavse”. Sådan kaldes den franske hær.
Altså med Mars, det var krigsguden i det gamle Rom. Normalt er Mars helt udenfor den offentlige debat i modsætning til de andre guder, der brokker sig ustandseligt.
Men: Den franske præsident skal spare, så han kan overbevise Fru Merkel i Berlin om, at han er et ansvarligt medlem af euro-zonen og på vej til at skære ned på statsgælden, så den kan komme under tre procent af bruttonationalproduktet. Som det helst skal være i euro-zonen, men sjældent er det.
Derfor har Macron varslet en nedskæring på forsvarsudgifterne på 850 millioner euro i dette års udgifter. Det protesterede forsvarschefen over. Men ikke offentligt.
Så fik han, Mars, én på kassen - og vel at mærke meget offentligt – af Præsident Jupiter foran hundredvis af soldater og officerer i forbindelse med Bastilledagen, Frankrigs nationaldag.
Macron sagde, at han ikke brød sig om at vaske snavset tøj offentligt. Men han ville ikke desto mindre slå fast over for soldaterne og officererne, at det var ham, Jupiter, der bestemte.
- Jeg er jeres chef, sagde han til de uniformerede geledder.
Så blev forsvarschefen, General Pierre de Villiers, så vred, at han gik af. Som den første forsvarschef i 60 år i Frankrig, der har smidt håndklædet i ringen.
Præsidenten udnævnte en ny, General Francois Lecointre, der kommer friskt fra kampe i Mali.
Præsident Macron er ikke flov. Han har sagt, at nedskæringen, der falder på materiel, kun er kortvarig. Og om nogle år, inde i 2020'erne, vil Frankrig igen hæve forsvarsudgifter op til de berømte to procent af nationalproduktet, som NATO kræver. Og som USA's præsident Trump har bedt om fra alle allierede i NATO.
Det skal Frankrig nok leve op til om et par år, har Macron lovet Trump. Den nuværende nedskæring er kun midlertidig for at glæde Fru Merkel og for at leve op kravene for medlemskab af euro-zonen. Den klub, ligesom NATO, stiller også krav. De to krav er modstridende.
Det ene går ud på at spare på statens udgifter. NATO's går ud på at spendere mere.
Kritikken af Macron går på, at han er for enerådig i sin facon. Han kunne have løst problemet med den protesterende forsvarschef bag lukkede døre. Nu bruges sagen til at beskylde Emmanuel Macron for storhedsvanvid og griller.
Marine le Pen, lederen af Front National, har sagt, at Macrons ydmygelse af forsvarschefen, General de Villiers, foran hans egne soldater i talen forud for Bastilledagen var uværdig. Venstrefløjen siger, at der er åbnet en tillidskløft mellem Macron og forsvaret.
Jupiter synes selv, at han har statueret et eksempel. Han er præsident i Frankrig, ligesom Jupiter i Rom var de andre guders boss, Jupiter var også boss for Mars.
Om magtmanifestationen var politisk snild, det vil fremtiden vise. Næste gang skal Macron lægge arm med de franske fagforeninger.