Udland

FAKTA: Obamacare er en rød klud for Republikanerne

Obamacare er en rød klud for Republikanerne

Præsident Donald Trump og hans parti vil af med Obamas sundhedsreform, som har dækket over 20 millioner flere.

32 millioner flere amerikanere vil stå uden en sundhedsforsikring i 2026, hvis den sundhedsreform, der kaldes Obamacare, bliver ophævet uden en erstatning. Det viser nye beregninger fra Kongressens budgetkontor.

Flertalsleder i Senatet Mitch McConnell har bebudet en ophævelsesafstemning om Obamacare i begyndelsen af næste uge.

Her kan du læse mere om Obamacare, som Republikanerne har ønsket at nedlægge i årevis.

* Det formelle navn er The Patient Protection and Affordable Care Act.

* Reformen blev vedtaget i Kongressen i 2010 og iværksat fra 2014.

* Den forpligter alle amerikanere til at have en sundhedsforsikring. Systemet er hovedsageligt baseret på, at folk bliver pålagt at tegne en forsikring i et privat selskab.

* Reformen udvidede dækningen til de fattigste amerikanere - blandt andet under programmet Medicaid. Også pensionister og krigsveteraner er blevet dækket.

* Over 20 millioner amerikanere, der tidligere stod uden sygesikring, er blevet dækket under Obamacare. De fleste andre - cirka 155 millioner - har en sundhedsforsikring gennem deres arbejdsgiver.

* Folk med lav indtægt får subsidier fra staten til at betale deres forsikring.

* Obamacare betyder, at børn kan stå på deres forældres forsikring, frem til de er 26 år gamle.

* Obamacare begrænser samtidig risikoen for prisstigninger, ligesom at den gør det ulovligt at nægte at tage imod kunder, der allerede var syge.

* Modstandere mener, at reformen er en begrænsning af individets frihed. Et forsøg på at få loven kendt forfatningsstridig blev afvist af Højesteret 25. juni 2012.

* Efter et fejlslagent forsøg på at indføre en ny sundhedsreform, vil Senatet stemme om en ophævelse af Obamacare i begyndelsen af uge 30.

Kilder: The New York Times, The Washington Post, NTB og Kongressens budgetkontor.