Udland

32 millioner flere vil være uforsikrede i 2026 uden Obamacare

32 millioner flere vil være uforsikrede i 2026 uden Obamacare

Hvis Obamacare ophæves, vil antallet af uforsikrede stige med 17 procent alene næste år, viser beregninger.

32 millioner flere amerikanere vil miste deres sygeforsikring inden 2026, hvis Republikanernes forsøg på at ophæve sundhedsreformen Obamacare uden en erstatning lykkes.

Det viser nye beregninger fra det uafhængige budgetkontor i Kongressen onsdag amerikansk tid.

Amerikanere uden forsikring vil stige med 17 procent

Ifølge budgetkontorets beregninger vil antallet af amerikanere, der ikke er forsikret, stige med 17 procent alene næste år, hvis Obamacare ophæves uden at blive erstattet af en ny sundhedsplan.

Hidtil har Kongressens budgetkontor advaret om, at den seneste republikanske plan om at afskaffe Obamacare vil efterlade 22 millioner flere amerikanere uden forsikring i 2026.

Ikke flertal for at finde en erstatning til Obamacare

Da det tirsdag stod klart, at Republikanerne i Senatet ikke kunne samle nok stemmer til at indføre en erstatning for Obamacare, annoncerede flertalsleder i Senatet Mitch McConnell en afstemning om at ophæve Obamacare i begyndelsen af næste uge.

Han har to gange tidligere uden held forsøgt at gennemføre en sådan afstemning.

Flertalslederen har i det nye forslag indlagt en overgangsperiode på to år, før Obamacare trækkes tilbage. Det er meningen, at man vil lave en erstatning for den i mellemtiden.

Republikanerne håber, at det kan få de sidste senatorer til at acceptere lovforslaget.

Tre senatorer vil ikke støtte en tilbagetrækning af Obamacare

Ophævelsesafstemningen synes dog dødsdømt på forhånd. Således har tre republikanske senatorer allerede tilkendegivet, at de ikke vil støtte en tilbagetrækning af Obamacare.

Republikanerne har 52 af de 100 pladser i Senatet og tåler derfor ikke flere end to udbrydere, hvis partiet skal sikre et nødvendigt flertal.

Moderate republikanere har især udtrykt bekymring over at afskaffe den del af Obamacare, der hedder Medicaid. Det er en sundhedsplan for primært fattige amerikanere.

/ritzau/Reuters