Udland

103 stillet for retten i Bangkok for menneskesmugling

General og forretningsmand er blandt de dømte i spektakulær sag om menneskesmugling.

En thailandsk general og en fremtrædende forretningsmand blev onsdag kendt skyldige i menneskesmugling i en opsigtsvækkende retssag mod over 100 personer i Bangkok.

Ved retssagen, som handler om moderne slaveri, blev general Manas Kongpaen fundet skyldig i flere tilfælde af menneskesmugling og korruption.

Mindst en af de andre anklagede, som menes at have spillet en nøglerolle i de illegale aktiviteter, Pajjuban Aungkachotephan, blev også fundet skyldig.

Han var en fremtrædende forretningsmand og tidligere politiker i provinsen Satun.

Politi: Ofre var flygtet fra Myanmar

De mange personer, der sad på anklagebænken, blev anholdt i 2015, efter at 36 lig var blevet fundet i det sydlige Thailand. Anklagerne mod dem omfatter drab, kidnapning og menneskesmugling. Alle de tiltalte nægter sig skyldige.

Politiets efterforskere siger, at de dræbte var medlemmer af Myanmars udsatte rohingya-minoritet, som var flygtet fra forfølgelse i deres land.

De havde betalt penge til menneskesmuglere, der tog dem som gidsler og holdt dem fangne i junglelejre, mens de ventede på løsepenge fra deres pårørende.

Menneskesmuglerne tjente mange millioner kroner på at transportere migranterne gennem det sydlige Thailand til Malaysia. Ved juntaens efterfølgende razziaer blev det afsløret, at både militær, politi, lokalpolitikere og mafiamedlemmer var indblandet.

Lukket inde og afkrævet løsesum

Men myndighederne har samtidig fundet mange grave i junglen i nærheden af grænsen mellem Thailand og Malaysia. Undersøgelser har afsløret, at migranter blev lukket inde i lejre, hvorefter der blev krævet løsesum for dem.

Smuglerne sendte senere de sultende og desperate migranter ud på havet i overfyldte og usikre fartøjer.

Titusindvis af rohingyaer er flygtet fra Myanmar, som har over 100 statslige anerkendte mindretal. Rohyngiaerne hører ikke til disse mindretal, men bliver betragtet som ulovlige flygtninge fra det muslimske Bangladesh.

FN har advaret om, at der sker etniske udrensninger i Myanmar.