Udland

Ny rapport slår fast: Mindst 547 drenge misbrugt på kostskole

Advokat Ulrich Weber, som har afsløret misbruget. ARMIN WEIGEL / Scanpix Denmark

Drenge, som blev udnyttet af præster på katedralskole, har kaldt deres tid på skolen for "et helvede".

Mindst 547 drenge blev seksuelt misbrugt på en tysk katolsk korskole fra 1945 frem til begyndelsen af 1990'erne, viser en endelig undersøgelsesrapport, som blev offentliggjort tirsdag. 

Det siger en advokat ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Ulrich Weber, en advokat, som havde fået til opgave at undersøge skandalen, siger, at ofrene, som blev udnyttet af præster og lærere på katedralskolen, har kaldt deres tid på skolen for "et fængselsophold, et helvede og en koncentrationslejr".

 - Mange af ofrene, som er blevet interviewet i forbindelse med undersøgelsen, har beskrevet deres oplevelser på skolen som "den værste tid i deres liv - præget af frygt, vold og hjælpeløshed", siger Weber. 

På skolen blev drengene oplært til at synge religiøs musik ved gudstjenester. Det verdensberømte kor Domspatzen (Katedralspurve) har været ramt af skandaleafsløringer siden de første beskyldninger om misbrug blev fremsat i 2010.

 En tilbundsgående undersøgelse blev sat i værk sidste år. Ofrene er blevet tilkendt erstatninger på omkring 150.000 kroner til hver.