Rejsedirektør i hedebølge: Det er ligesom en bageovn

Den ekstreme varme i Sydeuropa påvirker turisterne, og flere attraktioner har måttet lukke.

De populære ferielande for mange danskere - Spanien, Portugal, Italien og Grækenland - er ramt af ekstreme varmegrader i disse dage.

Særligt i de centrale og sydlige dele af Spanien og Portugal samt i Grækenland er temperaturerne meget høje og kan nogle steder komme op på 47 grader.

Som en bageovn

Peder Hornshøj, administrende direktør i Bravo Tours, befinder sig i lufthavnen på den græske ø Kos, som torsdag ventes at få temperaturer op mod 44 grader.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at opfordre gæsterne til at huske at drikke masser af vand. Og så informerer vi om, hvor der er varmest, siger han til TV 2.

Peder Hornshøj understreger, at det er vigtigt, at turister husker at få den rette slags væske. Han forklarer, at der ved kyststrækninger som eksempelvis Costa del Sol er knap så varmt.

Derimod kan det blive ubehageligt, hvis man kommer til byer som Sevilla og Córdoba.

- Det er ligesom en bageovn, siger Peder Hornshøj.

Turist blev ked af det

I den græske hovedstad, Athen, besluttede myndighederne onsdag at lukke byens største turistattraktion, Akropolis, og andre udendørs seværdigheder på grund af varmen. De vil også være lukkede andre dage, når temperaturen når op over 39 grader.

Lukningen mødte onsdag skuffelse, men også forståelse fra turisterne.

- Jeg er vant til varmen, så jeg havde ikke tænkt på, at der kunne være lukket. Jeg blev ked af det, siger Elisabeth Dickens, som er rejst til Grækenland fra den amerikanske delstat Texas.

- Det er godt. Jeg ville bare ønske, vi havde undersøgt det, inden vi kom. Det er jo af hensyn til folks sikkerhed. Og det ville ikke være nogen fornøjelse, fordi det er for varmt, siger Kenneth van Husst, som ligeledes er fra Texas.

Busser kører ikke

Og ligesom flere turistattraktioner onsdag har måttet lukke på grund af varmen, så kører busserne heller ikke til de varmeste byer i Grækenland.

- Men deciderede aflysninger har vi ikke haft, og det tror jeg heller ikke, vi får, siger Peder Hornshøj.

Den administerende direktør fortæller, at nogle danske gæster i mild grad er blevet påvirket af hedebølgen.

- Men det har ikke givet voldsomt udslag, som at folk dejser omkuld. Men jeg synes også, vores gæster er meget fornuftige med at få den væske, de skal have. Og at de holder sig i skyggen, siger Peder Hornshøj.

Den ekstreme varme kommer efter mange måneder med høje temperaturer, der flere steder har medført voldsomme og dødelige skovbrande.

Direktøren fortæller, hvordan de danske turister klarer den ekstreme varme. Video: Marie Jensen