Udland

Ekspert: Macron har en bagtanke med Trump-besøg

Macron har ved flere lejligheder markeret sig overfor Trump. Men netop derfor er det lettere for Trump at forstå den franske leder, vurderer ekspert.

Når den amerikanske præsident Trump torsdag og fredag besøger den franske præsident Macron i Paris, er det to relativt nyvalgte præsidenter, der mødes. I deres respektive kampagner har de begge profileret sig på at være nye, friske alternativer til det etablerede politiske system.

Men der holder lighederne stort set også op. De er dybt uenige om det meste – klima, frihandel, migration og internationalt samarbejde. Trump støttede Macrons modstander, Marine Le Pen, i den franske valgkamp. Og Macron fik støtte af Trumps forgænger, Barack Obama.

Nu skal de to forsøge at finde takten, når de mødes i Paris og sammen skal fejre den franske Bastilledag og 100-året for den amerikanske indtræden i 1. verdenskrig.

Benknusende håndtryk

Magtkampen har hængt i luften mellem de to herrer, siden de første gang mødtes i Bruxelles den 25. maj. Her blev det til et langt og meget fast håndtryk. Et håndtryk, som de brugte til at markere sig over for hinanden, forklarer Phillip Christian Ulrich, der er udenrigsredaktør på Kongressen.com.

- Det var sådan et håndtryk, hvor de virkelig greb fat og var to alfahanner. De skulle virkelig markere og finde ud af styrkeforholdet. Og jeg tror, Trump reagerer positivt på sådan noget. Og at han og Macron har fundet et sted, hvor det godt kan være, de ikke kan lide hinanden, men de respekterer hinanden. Og det tror jeg, Macron kan udnytte her de næste to dage, siger han.

Hilste på Trump til sidst

Det lange håndtryk er ikke den eneste gang, Macron har markeret sig over for Trump. Til Nato-topmødet senere samme dag valgte Macron at hilse på adskillige andre ledere, selvom Trump stod klar til at hilse på ham. Først da Macron havde hilst på den tyske kansler, Natos generalsekretær og den belgiske premierminister, vendte Macron sig mod Trump, der så gav ham et af sine klassiske håndtryk, hvor han hiver godt til i sin partners arm. Og det var igen en markering fra Macrons side, vurderer Phillip Christian Ulrich.

- Der er han jo ude at markere over for Donald Trump, at ”du skal ikke tro, du er vigtigere, end du er - vi kan godt finde ud af det på denne her side af Atlanten”. Og det, tror jeg, er netop noget af det, som Trump reagerer positivt på. Han reagerer positivt på de her magtfigurer. Han kan godt forholde sig til Vladimir Putin og Erdogan. Så Macron er nok ude at markere sig som magtfuld.

Macron hilste på Merkel og Stoltenberg før Trump

Macron rækker ud

Da der skulle tages det såkaldte familiefoto med alle stats- og regeringscheferne under weekendens G20-topmøde, var der dog helt andre signaler fra Macron.

Donald Trump var placeret alleryderst i venstre side af podiet, isoleret og fjernt fra midten, hvor Tysklands forbundskansler og topmødets vært Angela Merkel stod.

Sekunder før billedet blev taget, besluttede den franske præsident sig for at forlade sin plads og komme Trump til undsætning. Han møvede sig således forbi et dusin statsoverhoveder fra sin plads bag Merkel for at tage plads på Trumps yderside. Og gav ham et lille venskabeligt klem, da han passerede ham.

Macron stiller sig ved Trumps side ved G20

Og det er måske et tegn på, at Macron gerne vil tættere på Trump. Efter G20-topmødet bekræftede den franske præsident, at han ikke har opgivet at overbevise Trump om at blive i den Paris-klimaaftale, som næsten alle verdens lande vedtog i 2015, men som Trump nu vil melde USA ud af.

Macrons invitation til Trump har i det hele taget til formål at trække ham tættere ind i det internationale fælleskab, forklarer Macrons talsmand Christophe Castaner.

- Der er også en politisk dimension. Emmanuel Macron ønsker at sørge for, at den amerikanske præsident ikke bliver isoleret. (…) Man kan gøre to ting: enten siger man: ”Vi taler ikke med dig, fordi du ikke har været sød”, eller også fortsætter man med at række ham hånden for at trække ham tilbage ind i cirklen, udtaler Castaner.

Macron vil uddanne Trump

Ud over det vil Macron også benytte lejligheden til at forsøge at påvirke Trump, vurderer Phillip Christian Ulrich.

- Som udgangspunkt mener franskmændene det rigtig alvorligt, når de inviterer den amerikanske præsident i anledningen af 100-året for, at amerikanerne trådte ind i 1. verdenskrig – for de vil rent faktisk gerne takke. Men det er helt klart, at der fra Macrons side er en bagtanke med, at der er en masse alenetid med Donald Trump. Det er en masse tid, hvor de to kan snakke sammen.

Macron vil gerne markere Frankrig som sikkerhedspolitisk aktør, men han har også flere områder, hvor han gerne vil belære Trump, mener Phillip Christian Ulrich.

- Han kan også få lov til lige at give lidt undervisning til Trump: "Det her med frihandel og det her med klima – bør du ikke lige genoverveje din position på de her områder?"

Også EU vil sandsynligvis være på dagsordenen på mødet mellem de to præsidenter.

- Det virker som om, Trump ikke rigtig forstår eller ikke vil forstå, at det er 27 lande på én gang, han forhandler med. Trump kan bedre lide bilaterale forhandlinger - altså land til land-forhandlinger. Der har han det bedst, for der kan han udnytte USA’s størrelse til at trumfe sin vilje igennem. Så Macron skal jo ind og forklare – som vi også har set Angela Merkel og Lars Løkke gøre det – hvordan USA og EU som en enhed kan handle og agere sammen i det internationale miljø, siger Phillip Christian Ulrich.

Og også Trump-lejren kan se en interesse i at opbygge et godt forhold til den franske leder, mener han.

- Et godt forhold til Macron og Merkel er noget, som i hvert fald Trumps rådgivere vil se som værende fuldstændigt essentielt for USA de næste fire år, siger han.

Ifølge Trumps talsmand, Sean Spicer, ser den amerikanske da også frem til mødet.

- Præsident Trump glæder sig til at bekræfte de stærke venskabsbånd med Frankrig og fejre denne vigtige dag med det franske folk, sagde han i slutningen af juni, da Trump havde accepteret Macrons invitation.