Emmy 2017

Dramaserie med dansker fører ved Emmy-nominering

Sidse Babett Knudsen. Arkivfoto.

Nomineringerne til dette års Emmy-priser er offentliggjort. 'Westworld' og 'Saturday Night Live' får 22 hver.

Det ser godt ud for dramaserien 'Westworld', der har den danske skuespiller Sidse Babett Knudsen i en af de bærende roller.

'Westworld' har sammen med komedieserien 'Saturday Night Live' fået flest nomineringer til årets Emmy-uddeling. Begge serier er nomineret i 22 kategorier, det skriver nyhedsbureauet AP.

Kæmper imod 'House of Cards'

I den populære sci-fi-western 'Westworld' spiller Sidse Babett Knudsen den kyniske direktør Theresa. Serien foregår i en dyster forlystelsespark i en fremtid, hvor det er svært at skelne mellem robotter og mennesker af kød og blod.

Nu kan 'Westworld' vinde prisen som bedste dramaserie ved efterårets Emmy-uddeling.

Her skal den dyste mod blandt andet hitserien 'House of Cards', der har danske Lars Mikkelsen i rollen som Ruslands præsident.

Også 'Westworlds' hovedrolleindehavere Anthony Hopkins og Evan Rachel Wood er nomineret som bedste mandlige og kvindelige skuespiller i en dramaserie.

'Game of Thrones' forbigået

Der er for første gang i lang tid ikke nomineringer til fantasyserien 'Game of Thrones'. Den har også et dansk islæt i form af Nikolaj Coster-Waldau.

Det skyldes, at serien i år sendes for sent til at komme med i opløbet. 'Game of Thrones' dominerede sidste års Emmy-uddeling ved at vinde 23 nomineringer og tage 12 statuetter med hjem.

Emmy-uddelingen finder sted 17. september i Los Angeles med komikeren Stephen Colbert som vært.

De vigtigste nomineringer

Interessen samler sig som altid primært om hvilken komedie- og dramaserie, der bliver kåret som den bedste. Og ikke mindst hvilke mandlige og kvindelige skuespillere, der vinder de eftertragtede Emmy-priser.

De vigtigste nomineringer i de seks største kategorier er følgende:

Bedste komedieserie

  • Atlanta
  • Black-ish
  • Master of None
  • Modern Family
  • Silicon Valley
  • Unbreakable Kimmy Schmidt
  • Veep

Bedste dramaserie

  • Better Call Saul
  • The Crown
  • The Handmaid’s Tale
  • Stranger Things
  • This Is Us
  • Westworld
  • House of Cards

Bedste skuespiller i en komedieserie

  • Jeffrey Tambor – “Transparent”
  • Aziz Ansari – “Master of None”
  • Donald Glover – “Atlanta”
  • Anthony Anderson – “Black-ish”
  • William H. Macy – “Shameless”
  • Zach Galifianakis – “Baskets”

Bedste skuespiller i en dramaserie

  • Sterling K. Brown - “This Is Us”
  • Anthony Hopkins - “Westworld”
  • Matthew Rhys - “The Americans”
  • Liev Schreiber - “Ray Donovan”
  • Kevin Spacey - “House of Cards”
  • Milo Ventimiglia - “This Is Us”

Bedste skuespillerinde i en komedieserie

  • Ellie Kemper – “Unbreakable Kimmy Schmidt”
  • Allison Janney – “Mom”
  • Julia Louis-Dreyfus – “Veep”
  • Tracee Ellis Ross – “Black-ish”
  • Lily Tomlin – “Grace And Frankie”
  • Jane Fonda – “Grace And Frankie”
  • Pamela Adlon – “Better Things”

Bedste skuespillerinde i en dramaserie

  • Viola Davis - “How To Get Away With Murder”
  • Claire Foy - “The Crown”
  • Elisabeth Moss - “The Handmaid’s Tale”
  • Keri Russell - “The Americans”
  • Evan Rachel Wood - “Westworld”
  • Robin Wright - “House of Cards”

Se samtlige de nominerede til Emmy-uddelingen her.