Udland

Kvælende hede lukker turistattraktioner

Kvælende hede lukker Akropolis og andre turistmål i Athen. ANDREAS SOLARO / Scanpix Denmark

Det var for varmt for gæster på Akropolis onsdag, og de græske myndigheder lukker stedet i de varmeste timer.

Varmen i den græske hovedstad, Athen, er kvælende i disse dage, og myndighederne lukkede onsdag Akropolis og andre udendørs seværdigheder.

Det samme vil ske andre dage under hedebølgen, meddeler kulturministeriet i Athen.

Akropolis var lukket fra klokken 13 til 17. Det vil man også gøre andre dage, når temperaturen er over 39 grader celsius.

Skuffede turister gik hjem

Flere turister udenfor porten til Akropolis var ikke opmærksomme på lukningen, og de måtte skuffede gå igen.

- Jeg var ret ked af det, for jeg har altid drømt om at komme til Grækenland og se Akropolis, siger 20-årige Elisabeth Dickens fra Texas.

En anden texaner på stedet, Kenneth Van Huss, forstår lukningen, men han ville gerne have hørt om det før besøget.

- Hvis stedet var åbent, så ville det ikke var behageligt, for det er simpelthen for varmt, siger han.

Prognoser viser op til 45 grader

Akropolis er et gammelt citadel på en klippe og en af Grækenlands største turistmagneter.

En hedebølge har bevæget sig ind over det sydlige Europa i denne uge.

Prognoserne viser, at de i denne uge kan få helt op omkring 47 grader i den sydlige del af Spanien og Portugal, lyder det fra TV 2 Vejret. 

Hedebølgen kommer blot få uger efter, at en anden hedebølge i juni sendte temperaturerne op over 45 grader i det knastørre sommervejr, som blandt andet førte til adskillige skovbrande og talrige omkomne i Portugal.