Udland

700 turister evakueret efter skovbrande

Den italienske ø Sicilien er i øjeblikket ramt af kraftige skovbrande.

Ingen regn i månedsvis og en knastør hede med temperaturer på over 40 grader.

Det er denne kombination, der har antændt flere skovbrande på den italienske ø Sicilien.

Én af brandene opstod onsdag nær den populære turistby Calampiso, som ligger 120 kilometer øst for hovedstaden Palermo.

De lokale myndigheder var derfor nødsaget til at evakuere 700 turister fra området ved hjælp af både, skriver det italienske nyhedsbureau ANSA.

- Vi flygtede kun med det tøj og sko, vi havde på. Vores lejlighed blev omspændt af flammer, de var lige over os. Jeg tog min datter og gik ned til stranden, hvor de fik os til at gå i bådene. Først kvinder og børn og derefter andre, fortæller en af de evakuerede til ANSA.

Ingen meldinger om danskere i området

TV 2 har været i kontakt med flere af de danske rejsebureauer.

Både Spies og Apollo oplyser, at de ingen danskere har i området.

Hos TUI har man ingen meldinger om danskere, der er berørt af brandene, fortæller selskabets danske pressechef Nikolai Johnsen.

Flere byer ramt af skovbrande

Flere områder af Sicilien har været ramt af skovbrande de seneste dage. Heriblandt Messina, mens der også er brande nær Milazzo, Giardini og Gaggi.

Også nabobyen til Calampiso, San Vito Lo Capo, er hårdt ramt, oplyser byens borgmester på Facebook.

- Vi har brug for minibusser og biler, som kan hente folk på havnen i byen og transportere dem videre til nærtliggende skoler. Lad os alle gøre noget, skriver borgmesteren i San Vito Lo Capo, Matteo Rizzo, på Facebook.

Onsdag har brandfolk kæmpet videre for at kontrollere flammerne flere steder på øen. Der er foreløbigt ingen meldinger om tilskadekomne. 

En hedebølge har den seneste uge bevæget sig ind over det sydlige Europa, og særligt i den sydlige del af Spanien og Portugal presses temperaturen op og kan ifølge prognoserne nå helt op omkring 47 grader, lyder det fra TV 2 Vejret.

Hedebølgen kommer blot få uger efter, at en anden hedebølge i juni sendte temperaturerne op over 45 grader i det knastørre sommervejr, som blandt andet førte til adskillige skovbrande og talrige omkomne i Portugal.