Udland

Uro i Hamborg: Beboere føler sig svigtet og kræver borgmesters afgang

Beboerne er frustrerede over politiets langsommelige ageren ved de voldsomme uroligheder, der ramte i området i nat.

Lugten af røg hænger lørdag formiddag stadig tungt over Schanzenviertel-kvarteret i Hamborg-bydelen Altona, der fredag aften og nat var centrum for omfattende uroligheder.

Vrede demonstranter tændte bål i gaden og affaldsspande, cykler og skilte blev taget i brug til at bygge de brændende barrikader, der skulle holde politiet på afstand.

Samtidig kunne områdets beboere blot se til, mens flere af de lokale butikker og banker blev udsat for hærværk, knuste ruder og plyndringer.

- Det var totalt kaos. Jeg mener ikke, at nogen kan retfærdiggøre sådan en vold, siger Werner Merino, der bor i området, til TV 2.

Apoteksforretningen Budnikowsky blev totaltraseret. Billeder fra stedet viser smadrede butiksruder, varer spredt ud over gulvet, hylder og reoler, der er revet ned og vægge med grafitti.

Butikkens medejer Cord Wöhlke vurderer over for den tyske avis Die Welt skadesomkostningerne til at være i omegnen af 300.000-400.000 euro.

Han lagde lørdag formiddag en video ud på butikkens Twitter-konto, hvor han udtrykker rædsel efter begivenhederne.

- Jeg står ved vores butik på Schulterblatt. Jeg fattes ikke ord for, hvad der er foregået her. Jeg kan ikke forstå det, jeg er chokeret og målløs, siger Cord Wöhlke i videoen.

Sådan ser der ud i Budnikowsky-forretningen lørdag morgen.

Også nabobutikken, et Rewe-supermarked, blev hårdt ramt. Politiet har oplyst, at flere hundrede gerningsmænd plyndrede supermarkedet og efterfølgende satte ild til det.

Rewe-supermarkedet blev udsat for demonstranternes vrede.

Frustrerede beboere kræver borgmesters afgang

Hamborg-kvarteret er kendt som et område, der er tilholdssted for mange venstreorienterede, og det er langt fra første gang, at beboerne er vidne til uroligheder.

Alligevel mødes man i dag af en voldsom frustration blandt de lokale, forklarer TV 2s korrespondent Uffe Dreesen fra Hamborg.

- Folk her er rasende, og de føler sig ladt i stikken af myndighederne, af politiet og af borgmesteren. Der er endda dem, der siger, at han burde træde tilbage på grund af det her, siger Uffe Dreesen.

Beboerne mener, at det er en skandale, at der skulle gå omkring halvanden til to timer, før politiet omkring midnat mente, at de havde styrker nok til at rykke ind i området. Derfor kører debatten nu om, hvorfor det gik så galt.

- Har politiets indsats været med til at få tingene til at eskalere, eller har der bare været for mange af de meget voldsparate mennesker til stede? Politiet siger, at der var 1500 af dem i går. De havde medbragt regnjakker for at beskytte sig mod vandkanoner, og nogle havde sågar gasmasker med, så de er velforberedte og indstillet på kamp, siger Uffe Dreesen.

Ifølge Der Spiegel lyder der også fra den politiske opposition i Hamborg krav om, at borgmesteren, Olaf Scholz, trækker sig. De mener ikke, at han har sørget for et højt nok sikkerhedsniveau.

Beboere: Intet budskab - kun ødelæggelse

Politiet fik styr på situationen og spredt demonstranterne, da de sent fredag aften rykkede ind med specialstyrker. Tilbage er nu det store oprydningsarbejde og frygten for, at nye demonstrationer skal opstå i området.

- Det er helt forfærdeligt. Jeg forstår det ikke. Utilgiveligt. Det her er bare vold og ødelæggelse, siger beboeren Natalie til TV 2.

Beboere i det uroplagede Hamborg er forfærdede over scenerne ved aftenens uroligheder i området. Video: Mikkel Secher

- Det går slet ikke. Der er intet politisk budskab, ingen konkretisering af, hvad de vil, bare ødelæggelse og plyndring, lyder det samstemmende fra en anden beboer, Cornelia.

Op mod 15.000 politibetjente har været på gaden i Hamborg, og foreløbig er 213 af dem rapporteret såret efter de seneste dages uroligheder. Over 200 demonstranter er siden den 22. juni blevet anholdt.

CDU-politikeren Armin Schuster, der er medlem af det tyske parlament, fastholder dog over for Die Welt, at det alene er uromagerne, der kan bebrejdes.

- Jeg finder det skandaløst, hvis nogen politikere eller journalister i lyset af dette nærmest terroristiske voldsorgie retter kritik af politiet, siger han.