Udland

Nasa-udstyr måtte ikke berøres - Mike Pence gjorde det alligevel

USA's vicepræsident, Mike Pence, rører ved en del af et rumfartøj lige ved siden at et skilt, hvor der står, at man ikke må røre det. MIKE BROWN / Scanpix Denmark

USA's vicepræsident forsvarer sin uheldige handling med en humoristisk kommentar om, at han blev udfordret til at gøre det.

Den amerikanske vicepræcident, Mike Pence, er blevet fotograferet, mens han rører ved en del af et rumfartøj.

En del, man ikke må røre ved, vel at mærke.

Det skete under en rundvisning hos rumorganisationen NASA på Kennedy Space Center i Cape Canaveral i Florida. På billedet kan man se Mike Pence lægge sin venstre hånd lige ved siden af et skilt, hvorpå der står, at man ikke må røre ved rumfartøjet.

Man kan undre sig over, om det var uopmærksomhed, eller om han bevidst ignorerede skiltet. Ifølge vicepræsidenten selv er der en helt tredje forklaring. 

På Twitter bortforklarer han i en humoristisk tone, hvorfor han rørte ved rumfartøjet, der er under opbygning, selvom det er forbudt. 

- Undskyld, Nasa. Marco Rubio udfordrede mig til at gøre det, skriver han.

Marco Rubio, der er republikansk senator i Florida, var ikke sen til at gå med på joken. 

- For retfærdighedens skyld: Jeg advarede vicepræsidenten: 'Hvis du ødelægger det, er det dit. Du betaler prisen', skrev han.

NASA selv fik det sidste ord. De beroliger vicepræsidenten med, at rumfartøjet alligevel skulle gøres rent. 

- Det var i orden at røre overfladen. Skiltet er bare en dag-til-dag-påmindelse. Vi havde tænkt os at gøre det rent alligevel. Det var en ære at have dig på besøg, skriver rumstationen til Mike Pence. 

I en skriftlig kommentar uddyber en talsmand fra NASA, at der ikke sker noget ved, at vicepræsidenten ikke fulgte skiltets anvisninger.

- Procedurerne kræver, at hardwaren skal rengøres, før den monteres på rumfartøjet, så det er helt okay at røre overfladen. Ellers ville hardwaren være nødt til at have et beskyttende dække over sig, lyder det ifølge CNN.