Udland

Skæbnesvangert topmøde: Italien presset til det yderste af rekordmange migranter

På topmødet afgøres det, om resten af Europa vil hjælpe italienerne med at håndtere de uendelige flygtninge- og migrantstrømme over Middelhavet.

Italien kan snart ikke klare presset længere. Næsten dagligt reddes hundredevis, ofte tusindvis, af migranter i land i syditalienske havne. Det bliver ikke bare ved og ved, men det bliver flere og flere. Sidste år slog alle rekorder med 181.000 ankomne og i år er der allerede kommet 20 procent flere i det første halve år end i den tilsvarende periode sidste år.

Forleden slog premierminister Paolo Gentiloni i bordet, og råbte endnu højere end tidligere: Europa, vi har brug for akut hjælp!

Søndag aften blev der sat et hastemøde i stand i Paris mellem indenrigsministrene fra Italien, Frankrig og Tyskland med deltagelse af EU’s migrant- og flygtningekommissær Dimitris Avramopoulos.

Italien truer med at lukke deres havne

Fra mødet kom det frem, at Italien ønsker hjælp til løsning af helt konkrete udfordringer og ikke mindst en langt større grad af ansvarsfordeling mellem EU landene. Italien overvejer at lukke havnene for redningsskibe, som ikke sejler under italiensk flag. Der er en del såkaldte Ngo’er (private nødhjælpsorganisationer) fra blandt andet Tyskland, Holland og Spanien. Det har været luftet, at Italien kunne blive afhjulpet ved at nogle af disse skibe sejlede migranterne til f.eks. Barcelona i Spanien eller Marseilles i Frankrig. Sandsynligheden for at det kommer til at ske, bliver mindre for hver dag, der går. De franske og spanske politikere har ikke lyst til at blive upopulære hos deres befolkninger, og derfor vil sådanne tilladelser næppe blive givet.

Selvom Libyen ikke har en samlet regering og selvom landet er ustabilt, prøver EU alligevel at få den libyske kystvagt til at fungere. Italien beder i dag også om mere hjælp til det, trods kraftig kritik fra menneskerettighedsorganisationer. De mener, det er yderst problematisk at lade libyske skibe “redde” migranterne for så at sejle dem tilbage til detentionscentre, hvor de lever under rædselsfulde forhold og bliver mishandlet.

Kritik af NGO'ers redningsaktioner

 I det første halve år af 2017 er der ankommet cirka 87.000 migranter. De fleste redningsoperationer er udført af Ngo’erne, som har mellem 10 og 15 redningsskibe i havet meget tæt på den libyske kyst. 34 procent af alle redningsaktioner har de stået for. Resten er fordelt på den italienske kystvagt, Frontex-skibe (fra EU’s kystbevogtning), private handelsskibe og flåden. Italien vil nu begrænse deres muligheder for at redde folk tæt på Libyen. Ngo’erne har været stærkt kritiseret for at udgøre en “pull factor” (tiltræknings-faktor) på grund af deres placering så tæt på de libyske havne, som flygtningebådene bliver sendt ud fra. Nogle enkelte af dem har endog været beskyldt for at have direkte kontakt med menneskesmuglerne i Afrika.

Der har ellers været kritik af NGO'erne, at de med deres skibe ud for Libyens kyst, er med til at tilskynde migranters flugt over Middelhavet.

Inden dagens topmøde havde EUs flygtningekommissær, Dimitris Avramopoulos, travlt med at nedtone kritikken af NGO'ernes redningsaktioner.

Man vil nu kræve, at de aldrig bevæger sig ind i libysk farvand, at de bliver gennemkontrolleret, inden de får tilladelse til at udføre redningsoperationer, at de aldrig bruger lyd eller lyssignaler for at vise, hvor de er, de skal acceptere at have italiensk politi om bord og de må ikke slukke deres transponder for at skjule sig for den libyske kystvagt.

Hvis de ikke opfylder disse krav, kan Italien nægte dem at lægge til i landets havne.

For svært at sende migranter hjem

Italien vil desuden appellere til de andre om at modtage flere flygtninge og migranter i henhold til allerede eksisterende aftaler om en fair omfordeling. Hertil blev der allerede på mødet i Paris givet løfte om at speede op for de processer.

Et andet meget vigtigt punkt på dagsordenen i dag er hjemsendelser. Det har vist sig for mange af de europæiske lande i disse år, at det er langt sværere end man skulle tro, at hjemsende de migranter der opholder sig ulovligt i Europa, f.eks. fordi de har fået afslag på asyl. Et af problemerne er, at de afrikanske lande de oprindeligt kommer fra ikke ønsker at få dem tilbage igen. Derfor foreslår Italien at stramme visumregler for de lande, der ikke samarbejder. Desuden vil italienerne gerne have, at EU samlet forhandler aftaler med de afrikanske lande, da mulighederne for løsninger er langt større end ved bilaterale forsøg.

Marshall-hjælp til Afrika

Afrika skal have penge for at være med. Det er en af Angela Merkels mærkesager. Hun har længe foreslået en slags Marshall-hjælp til Afrika.

For at begrænse flygtningestrømmen til Europa, er det tvingende nødvendigt at forbedre forholdene i de lande, folk rejser fra og ikke mindst forsøge at få stabiliseret Libyen. Libyen er et land i kaos uden en myndighed, man kan kommunikere med. Derfor har menneskesmuglerne nærmest frit slag til at styre rejserne i de farlige både mod det sydlige Europa. Det er en gigantisk pengemaskine, som er yderst vanskelig at gøre noget ved. “Vi skal ødelægge smuglernes forretningsmodel”, hører man tit fra politikere. Men med så store økonomiske interesser og et kaotisk Libyen, som virker som et eldorado for menneskesmuglere, skal der meget mere til end gode hensigter.

Hvem er ven og hvem er fjende?

Der står meget på spil i Italien i dag. Det vil komme frem på EU-mødet i Tallin, hvem der er “venner” og hvem der “fjender”. Hvis Tyskland og Frankrig melder sig som støttelande, vil flere følge trop, men flere lande i Østeuropa har for længst sagt, at de intet vil have at gøre med migrantkrisen.

Hvis presset på Italien ikke snart letter, vil sandsynligheden for at højrefløjen med det nationalistiske parti Lega Nord, vinder det næste parlamentsvalg, som finder sted i begyndelsen af næste år. I så fald kan det betyde et radikalt holdningsskift i landet, som vil vise sig langt mere EU-skeptisk. Sandsynligvis vil der være kræfter, der vil søge ud af Unionen.