Udland

Kan dødsdømt britisk baby komme til udlandet? Theresa May måtte svare

11 måneder gamle Charlie Gard er i britisk ret dømt til døden. Nu bliver landets premierminister draget ind i sagen.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, rækker en hånd ud til 11 måneder gamle Charlie Gard, der ligger i respirator.

Han er uhelbredeligt syg.

Foruden at være blind og døv, kan han ikke selv trække vejret. Han lider også af epileptiske anfald. Sammensat betyder det, at han lider af en sjælden variant af en mitokondrie-sygdom, der blandt andet fører til muskelsvind og fare for hjerneskader - en sygdom blot 16 andre i hele verden har.

Nu har Theresa May ifølge flere udenlandske medier, herunder Fox News og The Guardian, åbnet en bagdør for Charlie, så han kan modtage behandling i udlandet.

- Jeg er overbevist om, at Great Ormond Street Hospital (sygehuset, der behandler Charlie, red.) har og altid vil overveje tilbud, der er baseret på nye oplysninger, som er kommet frem, med hensyn til et desperat, sygt barns trivsel, sagde Theresa May, da hun blev spurgt under spørgetiden i det britiske parlament.

Dog har hendes udstrakte hånd et forbehold.

- Jeg har fuld forståelse for, at enhver forælder under disse omstændigheder ønsker at gøre, alt hvad de kan og udforske alle muligheder for deres alvorligt syge barn, siger hun.

- Men jeg ved også, at ingen læge nogensinde ønsker at blive placeret i så frygtelig en situation, hvor de skal tage så hjerteskærende beslutninger.

En domstol i London har besluttet at lægerne på et sygehus i London må slukke for en otte måneder gammel babys respirator - imod forældrenes ønske. Video: Jacob Carlsen

Retten vil ikke lade baby leve

Grunden til at Theresa May nu rækker hånden ud, opstod tilbage i april. Her besluttede en domstol i London, at lægerne på et hospital i samme by måtte slukke Charlie Gards respirator. Det skete imod forældrenes ønske.

Lægerne mente og mener fortsat, at Charlies livskvalitet er så dårlig, at der bør slukkes for den respirator, der holder liv i ham. Men familien er uenig. De er i stedet opsat på, at deres søn skal prøve en ny behandling i USA.

Det sker, efter et sygehus i USA har indvilget i at forsøge en ny behandling på Charlie. Behandlingen har i enkelte tilfælde haft en positiv effekt på børn med samme variant af sygdommen som Charlies.

Derfor har forældrene startet en Go Fund Me-indsamling, og indtil videre er det lykkedes dem at samle over 11 millioner kroner. Pengene skal gå til at finansiere den alternative behandling i USA.

- Selv hvis det ikke virker, hvad jeg jo tror, det gør, så kan vi sige, vi har gjort alt, hvad vi kan, for ham, siger Connie Yates.

Men på trods af forældrenes gode hensigter er de indtil videre blevet mødt med modstand.

Både by-, lands- og højesteretten i Storbritannien er enige med hospitalet i London om at slukke for Charlie Gards respirator.

Og da forældrene appellerede til Den Europæiske Menneskeretsdomstol, fik de også her et nej. Begrundelsen var, at det kun ville forlænge drengens smerte.

USA er ikke det eneste land, der har tilbudt Charlie Gard behandling. Det har et sygehus i Vatikanet også gjort.

Trump og paven vil hjælpe Charlie

Den opsigtsvækkende historie om den lille dreng er rejst hele vejen over Atlanten og direkte ind i Det Ovale Værelse.

Udover Theresa May støtter nemlig både pave Francis og USA's præsident, Donald Trump, den britiske familie.

- Hvis vi kan hjælpe lille Charlie Gard, som vores venner i Storbritannien og paven gør det, vil vi gøre det med glæde, skriver præsidenten i et tweet.

Paven har i en udtalelse oplyst, at man er klar til overtage behandlingen af Charlie Gard på et af hospitalerne i Vatikanet.

- Hvis Charlie kan finde lidt tryghed og hans forældre lidt ro, står vi klar til at tage imod ham, siger Mariella Enoc, som er talskvinde fra Vatikanet.

Her ankommer lille Charlies forældre til Højesteret i april.

Håbet er stadig til stede

Connie Yates og Chris Gard har tidligere argumenteret for, at deres søn ikke ville tage skade af en rejse til USA, men domstolen i London har indkaldt flere specialister, som har sået tvivl om, at Charlie ville få det bedre af behandlingen i USA.

- Hvis behandlingen kan redde ham, er det fantastisk. Mit håb er, at ingen mor og hendes barn skal opleve det, vi har oplevet – uanset om Charlie klarer det eller ej, har moren tidligere udtalt til BBC.

Om Charlie nogensinde kommer til USA for at få sin eksperimentelle behandling - eller hvornår lægerne kobler Charlie fra maskinerne - er endnu ikke afgjort.

Charlie Gard blev tilsyneladende født helt rask, men da han var to måneder gammel blev han ramt af den sjældne sygdom.