Donald Trump

Trump efter Twitter-krig: - Min brug af sociale medier er moderne

Præsident Donald Trumps flittige brug af Twitter møder stærk kritik. Nogle kritikere mener, at tweets er under embedets værdighed.

USA's præsident Donald Trump forsvarer sin aktive og i nogles øjne provokerende brug af Twitter i en række tweets på det sociale medie. 

- Min brug af sociale medier er ikke præsidentiel - den er moderne præsidentiel, tweetede præsidenten lørdag. 

Tidligere denne uge opstod der en stormende Twitter-krig mellem præsident Donald Trump og tv-parret Mika Brezninski og Joe Scarborough, der også danner par privat. 

Trumps politiske kollegaer på både den demokratiske og republikanske side var hurtigt ude at tage afstand til de mange tweets. Det var kun Det Hvide Hus, der tog præsidenten i forsvar. 

USA-ekspert Mads Fuglede mener, Donald Trumps mange og ofte grove angreb på Twitter står i vejen for den politik, han gerne vil føre - fordi de amerikanske vælgere synes, han går for langt.

- Uanset hvad, viser meningsmålingerne, at amerikanerne synes, det er en dårlig ide, at han tweeter, som han gør. Der er ingen, der synes, det er særligt værdigt. Den måde, en amerikansk præsident har politisk kapital i befolkningen på, er ved at være populær, siger Mads Fuglede til TV 2.

Giver mulighed for at interagere direkte 

Den amerikanske præsident har på nuværende tidspunkt 33 millioner følgere på Twitter.

Præsidenten forsvarer sig med, at de sociale medier giver ham mulighed for at interagere direkte med folket - udenom de etablerede medier, som Trump har beskyldt for at bringe 'fake news'.

I fredags skrev The New York Post tre ord om Donald Trumps tweet: Stop. Just stop. 

Om Twitter-krigen

Trumps Twitter-udfald mod de to MSNBC-journalister Joe Scarborough og Mika Brzezinski begyndte forleden, da han skrev, at hun var "uintelligent" i et tweet, og i et andet tweet, at hun "blødte slemt efter en ansigtsløftning".

Udover, at Mika Brzezinski er morgenvært på MSNBC, er hun også datter af en af de mest respekterede personer i det demokratiske parti og i amerikansk politik i det hele taget; Zbigniew Brzezinski. Han var tidligere sikkerhedsrådgiver for to præsidenter - Lyndon B. Johnson og Jimmy Carter. Zbigniew Brzezinski døde 26. maj i år, 88 år gammel.

Parret får støtte fra tv-kollegaer

Værtsparret har fået støtte fra deres tv-kollegaer på de konkurrerende kanaler.

CNN-værten Jake Tapper sammenkoblede i et populært tweet præsidentens angreb med førstedame Melania Trumps erklærede mål om at sætte fokus på internet-mobning. 

Mads Fuglede påpeger, at Trumps tweet tager al opmærksomheden væk fra hans politik - til skade for Trump selv.

- Trump har en evne til at fjerne fokus fra det, han selv gerne vil, når han går ind i de her konflikter, siger Mads Fuglede.