Vestager straffer Google med rekordhøj milliardbøde

Bøden er på 18 milliarder kroner.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, giver Google en rekordstor bøde på 2,42 milliarder euro. Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse. 

Bøden svarer til 18 milliarder kroner.

Vestager mener, at den amerikanske søgemaskine misbruger sin dominans på internettet ved at vise kunder hen til egne annoncer. Det sker, selv om det måske ikke er det mest relevante søgeresultat.

- Hvad Google har gjort er forbudt ifølge EU's konkurrenceregler. Det fratager andre virksomheder chancen for at kunne konkurrere på fordele og innovere sig. Og hvad der er vigtigere: Det fratager europæiske forbrugere at finde de bedste tjenester og få de fulde fordele ved innovationen, udtaler Margrethe Vestager i pressemeddelelsen. 

Google uenig i beslutning

Google har nu 90 dage til at betale bøden og "stoppe den ulovlige adfærd".

Sker det ikke, risikerer virksomheden dagsbøder på op til fem procent af deres daglige omsætning i moderselskabet Alphabet, indtil pengene er betalt. De kan også vælge at appellere dommen. 

Ole Krohn kommenterer Googles rekordstore bøde. Video: Morten Kirkegård

Selv udtaler søgegiganten er de er uenige i afgørelsen: 

- I fuld respekt er i vi uenige i de konklusioner, der er annonceret i dag. Vi vil studere kommissionens afgørelse i detaljer og overveje en appel, siger Googles vicedirektør og chefjurist, Kent Walker.

Han mener, at Googles  service er nyttig for alle og forbinder folk, der handler på nettet, med tusinder af både små og store annoncører.

Ole Krohn: En alvorlig lærestreg

TV 2s finanskommentator Ole Krohn kalder bøden for ”en ganske alvorlig lærestreg til Google”: 

- Margrethe Vestager siger i sin afgørelse, at Google som verdens største søgemaskine er ude og give fordele i egen virksomhed, siger han og fortsætter: 

- Det bringer den helt store bøde frem, som er historisk i europæisk regi.

Den hidtil største EU-bøde i sager om misbrug af dominerende position ramte den amerikanske computervirksomhed Intel i 2009. Bøden var på 1,06 milliarder euro.