Udland

USA's 'mest forhadte mand' for retten igen: - Han er en slange

Selvom det er to år siden, han forargede hele verden, bliver han stadig kaldt 'slange'. Denne gang af de nævninge, som skal dømme ham i ny sag.

Martin Shkreli er atter i de amerikanske mediers søgelys, og han er mildest talt ikke populær.

Stadigvæk, fristes man til at sige.

Manden, som for to år siden blev verdensberømt for at opkøbe rettighederne til produktionen af HIV-medicinen Daraprim og derefter hæve prisen på produktet fra 90 kroner til cirka 5000 kroner, går i folkemunde under navnet 'Pharma Bro' og bliver endvidere også kaldt 'USA's mest forhadte mand'.

Daraprim-præparatet benyttes primært af spædbørn og aids-patienter, som har et svækket immunforsvar, og er i behandling for livstruende parasitinfektioner.

Vreden var derfor til at føle på dengang, og Martin Shkreli blev blandt andet kaldt 'det ondeste ansigt, kapitalismen kan have'.

Noget tyder på, at fortidens synder stadig hænger ved, for nu er den tidligere direktør tiltalt for angiveligt at have svindlet med penge fra et firma, han ville bruge til at betale en række investorer tilbage, skriver The New York Times.

Jeg kiggede på ham og sagde til mig selv, at det er en slange

Unavngiven nævningekandidat

Og folk er stadig sure. Rigtig sure. Faktisk i sådan en grad, at det går ud over den retssag, hvor Martin Shkreli altså sidder på anklagebænken.

Svært at sætte et nævningeting

For det har blandt andet vist sig en kende besværligt at udvælge repræsentanterne til det nævningeting, som skal dømme ham ved retten i New York.

Hvorfor? Fordi de indstillede nævninge hader den tidligere medicinaldirektør så meget, at de ikke er i stand til at give ham en fair rettergang, skriver CNBC.

Flere udviste deres foragt, da de blev spurgt ind til deres holdning til den tiltalte.

- Jeg mener, han er en meget ond mand, sagde en ung kvinde fra Brooklyn, mens en anden kvinde formulerede det således ifølge Bloomberg:

- Jeg kiggede på ham og sagde til mig selv, at det er en slange.

En mandlig kandidat til nævningetinget blev fritaget for at sidde som nævning, efter han meget direkte fik forklaret, at han mener, Martin Shkreli er en 'narrøv'.

Ifølge de amerikanske medier er mere end 130 potentielle nævninge blevet afvist, fordi de af forskellige årsager ikke vil være i stand til at dømme retssagen mod Martin Shkreli på retfærdig vis.

Sagen genoptages tirsdag i New York.