Donald Trump

Trump kritiserer Obama: - Hvorfor gjorde han intet ved russisk indblanding?

Præsident Obama vidste ifølge amerikansk avis, at Putin forsøgte at blande sig i det amerikanske valg.

Donald Trump langer ud efter Barack Obama for ikke at handle på oplysninger om, at Rusland ville påvirke det amerikanske præsidentvalg i november sidste år.

Det sker, efter The Washington Post fredag skrev, at Det Hvide Hus allerede i august blev orienteret om, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde beordret cyberangreb, der skulle hjælpe Trump til magten.

Dengang var Obama stadig præsident, og det får Donald Trump til at kritisere sin forgænger for ikke at reagere på det.

- Jeg har lige hørt for første gang i dag, at Obama kendte til Rusland længe før valget, og han gjorde intet ved det. Men ingen vil tale om det, siger Donald Trump fredag i et interview med Fox News, som blev vist i USA søndag.

- Hvis han havde informationerne, hvorfor gjorde han så ikke noget ved det? Han burde have gjort noget ved det. Men det læser man ikke om. Det er ret sørgeligt, fortsætter præsidenten.

Reaktion på Twitter

En anonym, tidligere embedsmand i Det Hvide Hus under Obama siger til Washington Post, at administrationen nærmest gik i baglås over oplysningerne om russisk indblanding i valget. Det Hvide Hus blev orienteret af CIA i august.

Ifølge avisens kilder bøvlede Obama med at finde en passende reaktion, der ikke kunne opfattes som et forsøg på at påvirke præsidentvalget til Hillary Clintons fordel. Den demokratiske præsidentkandidat lå på det tidspunkt stadig lunt i svinget til at vinde.

På Twitter kommenterede præsident Trump oplysningerne i Washington Post med en række beskeder i løbet af fredag og lørdag:

- Lige kommet ud: Obama-administrationen kendte længe inden den 8. november til Ruslands indblanding i valget. Gjorde intet ved det. Hvorfor? skrev han blandt andet.

Obama kritiseres fra egen rækker

I sidste ende iværksatte Barack Obama moderate sanktioner over for Rusland, men først i december, efter Donald Trump havde vundet valget.

Og det var for sent og slet ikke nok, lyder kritikken søndag fra et profileret medlem af kongressen fra Demokraterne, Obamas eget parti.

- Obama-administrationen burde have gjort meget mere, da det stod klart, at Rusland ikke bare blandede sig, men at det var beordret fra højeste niveau i Kreml, siger Adam Schiff ifølge Reuters.

Barack Obama har ikke udtalt sig om hverken Trumps kritik eller artiklen i The Washington Post.