Udland

Blikkene vil rettes mod to personer: Vinderen og taberen mødes i Bruxelles

"Vinderen" og "taberen" mødes i Bruxelles.

En kamp om EU-arbejdspladser og penge er på dagsordenen i Bruxelles. Blikket er stift rettet mod to personer - franske Macron og britiske May.

Han kan gå på vandet – hun ligger med hovedet under og spræller kun med sine leopard-skinds-sko oven vande. Sådan ser forsiden ud på det anerkendte magasin ”The Economist” i denne uge.

”Han” er Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron. Valgt med solidt flertal både ved præsidentvalget og det senere parlamentsvalg. ”Hun” - den britiske premierminister, Theresa May - er næsten druknet med et tabt flertal, et land såret af terror og en frygtelig højhusbrand.

Når topmødet begynder torsdag eftermiddag, vil blikket være stift rettet mod de to. For lige nu – med Brexit-forhandlinger, der just er gået i gang og et EU, der skal forsøge at komme på benene igen efter briternes skilsmissebegæring, en stadigt ætsende migrationskrise og et årelangt pres fra en mere og mere EU-kritisk europæisk befolkning – er der SÅ meget symbolik bundet op på de to personer, at det ikke vil fås bedre i nogle politiske serier som 'Borgen' eller 'House of Cards'.

- Macrons sejr kommer som sendt fra himlen. Han er redningsmanden, som en EU-ansat udtrykker det.

Og det er også hans sejr, der får Donald Tusk til at begynde sit invitationsbrev forud for topmødet med følgende ord:

- Det er fair at konkludere, at vi møder hinanden under andre politisk omstændigheder end for få måneder siden…

Helt anderledes er synet på Theresa May. Tidligere blev hun karakteriseret som stærk og dygtig trods de – set med Bruxelles-øjne - stærkt provokerende ord: ”Ingen (Brexit)-aftale er bedre end en dårlig aftale”. Nu kommer hun til topmødet, formentlig stadig med perfekt frisure, ulastelig spadseredragt og smarte sko, men politisk er hun forpjusket, fordi hun udskrev et valg, hun ikke behøvede, og tabte sit snævre flertal. 

På topmødet vil man dog lytte til hende, når talen falder på terror og bekæmpelse af ekstremister. Her står Frankrig og Storbritannien last og brast.

Og så glæder man sig til at høre hende selv sige ord om sit nederlag og om, hvilken tilgang hun har til Brexit-forhandlingerne nu, hvor man ikke ved, hvor meget hensyn hun skal tage til de nordirske Unionister og deres ønske om en blød grænse mellem Irland og Nordirland. Hvilken betydning får det for Toldunionen?

Men derudover har May og briterne allerede mistet terræn. Topmødet vil formelt beslutte et langt tættere EU-forsvarssamarbejde, som briterne notorisk har været skeptiske overfor. Nu kører det. Og når det gælder den fremtidige linje på handelspolitikken, ja, så er det jo af gode grunde ikke den partner, der selv vil melde sig ud EU, hvis ord har vægt.

Her kommer Emmanuel Macron ind som manden, de alle vil lytte til. Han har klare ønsker om en meget mere protektionistisk handelspolitik, hvor det skal være muligt at forhindre udenlandsk opkøb af virksomheder, som har vital betydning for et EU-land – f.eks. på energiområdet - og hvor man skal kunne screene investeringer fra udlandet for at finde ud af, om de er fair. Det er især den skæve handelspolitik med Kina, han harcelerer over, da kineserne f.eks. har langt lettere ved at investere i EU end omvendt. Danmark hører til de lande, der går ind for en temmelig fri frihandel. Men den nye franske præsident skal have noget med hjem fra topmødet, og det afspejler sig også i de udkast til topmødekonklusioner, der cirkulerer i Bruxelles.

Han er manden, der fik Merkels øjne til næsten at lyse af kærlighed, da hun bød ham velkommen i Berlin blot dagen efter hans præsidentindsættelse – og da han som den unge løve kom forsinket til familiefotoet ved Nato-topmødet i Bruxelles godt en uge senere.

- Tillykke, Emmanuel Macron. Din sejr er en sejr for et stærkt og forenet Europa og for fransk-tysk venskab, lød hendes hyldest.

Det er også ham, der nu side om side med Merkel skal informere de øvrige stats- og regeringsledere om situationen i det østlige Ukraine. Med andre ord, hvor ringe det går med implementeringen af Minskaftalen, som er den, der skal finde en varig løsning mellem ukrainere og russere. Og dermed er det også de to toppolitikeres vurderinger, der vil få sanktionerne mod Putin og hans håndlangere forlænget i yderligere seks måneder.

Der er masser af substans på topmødet. Både mht. forsvarssamarbejde, sanktioner, klimaaftale, manglende solidaritet på klimaområdet og begyndelsen på en betændt armlægning om hvem, der skal have lunserne fra Brexit, når de to EU-agenturer om banker og lægemidler skal flytte til andre EU-lande. Men på persongalleriet vil man indprente sig Mays ageren i taberrollen og Macrons i vinderrollen.

PS: I øvrigt ER der jo ingen, der kan gå på vandet. Heller ikke Macron. Han har på kort tid mistet både sin justitsminister, sin forsvarsminister og to andre lidt mere inferiøre ministre pga. mistanke om korruption, nepotisme og EU-pengemisbrug.

EU-redningsmand - eller ej.   

Sagt om Macron

  • Merkels talsmand, Steffen Seibert, på Twitter: “Tillykke, @EmmanuelMacron, med det klare parlamentariske flertal +for det fortsatte, gode samarbejde for Tyskland, Frankrig, Europa”

  • Nigel Farage, UKIP’s tidligere leder, på Twitter: ”@EmmanuelMacron byder på 5 år mere med fiasko, magt til EU og åbne grænser. Hvis @MLP_officiel (Marine Le Pen, red.) holder ud, kan hun vinde i 2022.”

  • Donald Tusk, præsident for Ministerrådet, på Twitter: ”Tillykke til @EmmanuelMacron, til franskmændene, som har valgt Friheden, Ligheden og Broderskabet og sagt nej til ”fake news”-tyranniet.”

  • Donald Trump på Twitter: ”Tillykke til Emmanuel Macron for hans store sejr i dag som den næste præsident af Frankrig. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med ham!”

  • Lars Løkke: ”Tillykke @Emmanuel Macron! Vi kan udrette meget mere sammen end hver for sig. Ser frem til vores samarbejde. #Presidentielle”

Sagt om May

  • Carl Bildt, forhenværende svensk statsminister, på Twitter: ”Kunne blive rodet for Storbritannien i de kommende år. Ét rod risikerer at følge et andet. Prisen at betale for mangel på sandt lederskab.”

  • Guy Verhofstadt, Brexit-forhandler i Europaparlamentet, på Twitter: ”Endnu et selvmål, efter Cameron nu May, vil gøre allerede komplekse forhandlinger endnu mere komplicerede.”

  • Donald Tusk, præsident for Ministerrådet, på Twitter: ”Vi ved ikke, hvornår Brexit-forhandlinger begynder. Vi ved, hvornår de skal ende. Gør jeres bedste for at undgå en ”ingen aftale” som resultat af ”ingen forhandlinger.”

  • Günther Oettinger, EU-budgetkommissær, til tyske Deutschlandfunk: ”Vi har brug for en regering, der kan handle. (…) Med en svag forhandlingspartner er der en risiko for, at forhandlingerne vil ende dårligt for begge sider.”