Udland

Politiet i London navngiver mistænkt gerningsmand efter moske-angreb

Politiet bekræfter, at der er tale om en 47-årig familiefar, som ikke er kendt af sikkerhedstjenesterne.

Britisk politi har offentliggjort navnet på den mand, som natten til mandag angiveligt stod bag påkørsel foran moskéen Finsbury Park Mosque i det nordlige London.

Ifølge flere udenlandske medier, herunder BBC og Sky News, er der tale om en 47-årig far ved navn Darren Osborne. 

BBC skriver, at Osborne er opvokset i den sydengelske by Weston-Super-Mare i Somerset, men nu bor i bydelen Pentwyn i Cardiff i Wales med sin partner og fire børn.

Darren Osborne kom kørende i en hvid varevogn natten til mandag, da han torpederede flere mennesker. Ti af dem er kommet til skade, mens en ældre mand blev meldt dræbt i angrebet. Han var muligvis allerede død, da menneskemængden blev påkørt. Både den dræbte og alle de sårede er muslimer.

Darren Osborne blev først arresteret for mistanke om mordforsøg. Senere blev mistanken udvidet til mord og terrorrelaterede forbrydelser. Han var ikke kendt af politiet i forvejen.

May kalder angrebet for 'sygt' 

Attentatmanden blev tilsyneladende reddet fra de rasende tililende af en imam, Mohammmed Mahmoud, som beordrede dem til at lade føreren af varebilen være til politiet nåede frem.

Efter blot otte minutter blev angrebet erklæret for at være et 'terror-angreb'. Premierminister Theresa May kaldte angrebet for 'sygt' med det formål at splitte nationen.

- Det var et angreb, som igen gik efter almindelige, uskyldige mennesker, som blot passede deres dagligdag. Denne gang var det britiske muslimer, der forlod moskéen efter bøn på dette hellige tidspunkt af året, siger hun.

Som følge af terrorangrebet vil flere betjente blive sendt på gaden for at beskytte muslimer og moskéer. 

Hændelsen er det fjerde terrorangreb i Storbritannien i løbet af de sidste tre måneder.