Udland

Plastikcykel og Google-briller: De største fiaskoer kommer på museum

Nogle opfindelser er for gode til at være sande. Andre er simpelthen så fjollede, at forbrugerne ikke vil kendes ved dem.

Grøn Heinz-ketchup, fedtfri Pringles-chips eller fryse-lasagne fra Colgate. Man behøver ikke at være ekspert for at vide, at disse produkter aldrig blev en succes.

Derfor har de sammen med en hel del andre fejlslagne opfindelser fået plads på det nye museum 'Museum of Failure' i svenske Helsingborg. En skør parade af afviste produkter gennem årene. 

Det er den 43-årige kurator og klinisk psykolog Samuel West, der står bag museet.

- Vi ved, at 80 til 90 procent af alle innovative projekter slår fejl, men man hører aldrig om dem. Man ser dem ikke, og folk taler ikke om dem. Men hvis der er noget, vi kan bruge de her fiaskoer til, så er det at lære af dem, siger Samuel West til ABC News.

Mange af de udstillede objekter på museet viser diverse virksomheders forsøg på at forny deres brand. Et eksempel er Coca Cola BlãK, som var en sodavand med kaffesmag, der kom på markedet i 2006, og allerede blev fjernet igen i 2008.

Fryse-lasagnen fra Colgate blev aldrig en succes.

Revolutionerende transportmiddel

'Museum of Failure' er også hjem for en del elektronik-apparater, blandt andet Googles digitale brille med indbygget skærm og kamera.

- Problemet var, at Google sendte brillen ud for tidligt. Det var stadig en prototype, så den var fuld af fejl, siger Samuel West.

'Kaffe-colaen' fra Coca Cola der nåede en levetid på to år.

Museumsejeren peger også på Segways to-hjulede transportmiddel.

- Segwayen blev set som en revolutionerende måde at transportere mennesker på. I dag ved vi alle, at den hovedsageligt bliver brugt af turister, før de drikker sig fulde, siger Samuel West.

Mange af de forskellige brands, der er udstillet, vil ikke have noget med museet at gøre. Nogle virksomheder har dog reserveret store gruppebesøg i Helsingborg. Måske for at lære af fortidens fejl.

Museet tilbyder dog en lille smule håb, da en skærm viser et billede af en Apple Newton, der en personlig digital assistent fra 1993. Selvom opfindelsen ikke blev den store succes i midten af 1990'erne, så banede den vejen for iPhones og iPads, som millioner af mennesker bruger i dag.

Apple Newton, personlig digital assistent som kom på markedet i 1993, og var en forløber til iphone og ipad.