Derfor ved vi ikke, hvem der bliver premierminister - endnu

De Konservative har vundet flest pladser i parlamentet, alligevel opfordrer flere Theresa May til at gå af. Her er et overblik over usikkerhederne.

Stemmerne fra det britiske parlamentsvalg er lige nu ved at blive talt op. 

Den første exitpoll viser, at De Konservative med landets premierminister, Theresa May, i spidsen står til at få flest mandater i parlamentet.

Alligevel taler medier og analytikere om et meget skuffende valg for Theresa May, og samtidig risikerer hun helt at ryge ud af Downing Street nummer 10 og miste premierministerembedet. 

Men hvordan hænger det sammen? 

Der er 650 sæder i det britiske parlaments underhus. Det er dem, der er blevet stemt om ved dette valg. Hvert sæde repræsenterer en valgkreds. 

Den politiker, der får flest stemmer i en valgkreds, får pladsen. Vinderen får det hele.

Det vil sige, at selvom det har været et tæt valg mellem to politikere, og den ene kun har fået én stemme flere end den anden, så går alle stemmer på den tabende kandidat tabt. Alle stemmer på andre end vinderen er altså tabt. Det betyder, at millioner af afgivne stemmer ikke får nogen betydning.

Med i alt 650 sæder i Underhuset er det i britisk politik 326, der er det magiske tal, hvis man ønsker absolut flertal i parlamentet. Hvor man skal tælle til 90 i Danmark.

Og nu har Theresa May og De Konservative mistet det absolutte flertal, som partiet havde før valget. 

Derfor skal de største partier (De Konservative og Labour) forsøge at danne en koalitionsregering med et eller flere af de mindre partier. Theresa May har førsteret til at forsøge at danne en regering, da hun er premierminister. 

Jeremy Corbyn opfordrer May til at gå af efter parlamentsvalget i Storbritannien Video: Ditte Sofie Dreyer

Men det kan blive vanskeligt, og netop derfor er det lige nu umuligt at forudsige, hvem der bliver landets premierminister, forklarer TV 2's korrespondent Ole Vestergaard. 

- Gamle garvede politiske kommentatorer ryster vantro på hovedet. Det er det mest besynderlige valgresultat i årtier. Der er ikke noget oplagt flertal på nogen af siderne. Vi ved ikke engang, om Theresa May fortsætter som kandidat efter lussingen. Og Jeremy Corbyn har på trods af fremgangen kun teoretiske chancer. 

Den første exitpoll fra valget blev offentliggjort sent torsdag, og den viste ligeledes, at Theresa May stod til at miste sit absolutte flertal. Det fik Jeremy Corbyn til at opfordre hende til at gå af. 

Theresa May er en forbandet besværlig kvinde. Ja, det siger hun selv. Video: Jens Hølmkjær Jacobsen & Simon Andersen Nørredam

- Premierministeren har mistet konservative sæder, mistet vælgere, mistet opbakning og tillid i befolkningen, siger Jeremy Corbyn.

- Jeg synes, at det er nok til, at hun bør gå, tilføjer Corbyn, efter at han har sikret sig sædet i parlamentet fra valgkredsen Islington North i det centrale London.. 

Kort efter gik Theresa May på talerstolen og afviste at trække sig. 

- Storbritannien har brug for en periode med stabilitet, og hvis De Konservative har fået flest stemmer, vil det være vores ansvar at sikre den periode, var den britiske premierminister, Theresa Mays, første reaktion på talerstolen efter torsdagens parlamentsvalg i Storbritannien.

Theresa May udskrev valget fot at styrke sit mandat til de forestående brexit-forhandlinger med EU. Da hun udskrev valget, var hun historisk populær, og prognoserne forudså et kanonvalg for hende og De Konservative. 

Imidlertid er det gået meget anderledes end forventet for premierministeren. 

Der er valg i Storbritannien på torsdag. Kommer Theresa May til at fortsætte på posten som premierminister, eller bliver det rivalen Jeremy Corbyn, der løber med sejren. Video: Carina Buus

Oppositionslederen Jeremy Corbyn, der ikke blev levnet mange chancer, da valget blev udskrevet, har halet gevaldigt ind på Theresa May - bland andet på grund af stemmer fra den yngre del af befolkningen, men ikke mindst fordi Theresa May flere gange i løbet af valgkampen har været i defensiven og har måttet moderere sit valgmanifest. 

Derudover har premierministeren afvist at stille op til valgdebatter, og det har viser sig nu formentlig at give bagslag. 

Prøv selv at danne koalitioner i værktøjet herunder: